Min ønskeseddel

 

fullsizeoutput_259b

Min ønskeseddel

På tirsdag er det min fødselsdag, så fylder jeg 51. Moden, afklaret single lady. Hm …
Familien spørger efter en ønskeseddel, der er langtidsholdbar, så den også kan bruges til jul. Gad vide hvorfor ønskesedler er blevet sådan en lidt sur pligt:
”Sender du ikke snart den ønskeseddel?”
”Nå jo, er ved at lave den (?) – skal nok få det gjort!”
Eller børnene, som tvinges til at liste op, hvad de gerne vil have, udover det de har i forvejen. For så de da blive glade for det:
”Nu skal du altså skrive den ønskeseddel!”
”Ja mor, jeg gør det når jeg kommer hjem fra fodbold – det lover jeg!”
Vi bliver praktiske og tænker, at vi lige så godt kan give hinanden noget, vi alligevel har brug for, når vi nu har spenderbukserne på. Problemet er bare, at vi sjældent rigtig mangler noget, og så producerer vi ønskesedler, der mere ligner bestillingslister med links, henvisninger, størrelse, farve og lagerstatus.
Det er ok med mig – det kan jeg selv finde på. Så giver og får man da ikke noget der ikke gør glad eller skal byttes.
Jeg har foreslået vi skulle lave gavefri jul, men det vil drengene ikke høre tale om – endnu, på trods af de er 24 og 21. Det skal nok komme en dag. Så kan vi lave mad, spise, spille og hygge og give hinanden gaver lige de dage vi har lyst. For det skal ikke være nogen hemmelighed, at jeg elsker at give gaver – især til mine børn. Jeg er bare lidt lækker-stresset over det dér Black Friday, Cyber Monday eller slå-til-nu-eller-du-fortryder-big-time tilbud.

Da drengene var små, sagde jeg altid, at de måtte ønske sig alt, hvad de ville. Et slot, en biograf, hundrede poser chips. Jeg fortalte dem, at der ingen limits er på ønsker, og at ingen kan bestemme, hvad man skriver på sedlen, det er bare ikke sikkert man får det. Men ønsker, er vel også det, der driver os – især hvis det ikke kun er ting som en ny blender (gud, sådan én ønsker jeg mig faktisk) eller nye gadgets, men ønsker for livet og fremtiden.

I år ønsker jeg mig:

  1. 8 timers uafbrudt søvn
  2. En dag fuld af pep og power ad lib
  3. Kvindelig vuggende gang
  4. Hus-fys til forefaldende massage og ultralyd samt evt. til lidt ergonomisk rigtig rengøring? Nej, ok:
  5. Rengøringshjælp
  6. En indendørs 30 grader varm pool med dertilhørende poolmand
  7. Stiletter til stivbenede
  8. En ud-af-kroppen oplevelse

Uover det ønsker jeg mig, helt banalt men på den gode måde, fred i verden, masser af kærlighed og at mine børn er lykkelige og tilfredse med livet. Og så lige den dér blender …

Cannabis – ja, tak!

fullsizeoutput_2573
Misen 1983 – På stop til Amsterdam

Så kom nyheden vi var mange, der havde ventet på: Staten skal sælge cannabis til de syge.
Jeg synes der har ulmet en utålmodighed og en vis utilfredshed med den temmelig langtrukne beslutningsgang. Og der har været en del artikler og omtale omhandlende både kræft- og scleroseramte, der levende beskriver dilemmaet, om hvor vidt man skal kriminalisere sig for at få fred for smerter og spasmer. Om man som skolelærer kan ryge sig en aftenjoint på terrassen, for eksempel? Og nu lader det til, de endelig har besluttet sig derinde. Det er lidt svært at høre jublen, men er vi ikke glade, eller er der noget jeg ikke har fattet?
Ok, der er lidt uvished omkring tilskud – hvor dyrt bliver det for den enkelte? Og hvem kan egentlig få det? Det lader til, at indenfor en periode på 4 år vil ca. 1.500 mennesker kunne komme med i ordningen. Det er jo ikke vildt mange, når det nu tæller både sclerose- og kræftpatienter samt folk med rygmarvslidelser. Gad vide hvordan man vælger ud? Den der brokker sig mest? Den der jamrer højest? Den der har været syg længst? Håber, dem der har brug for det, får hvad de skal have og ikke risikerer og være nummer 1.501. Det ville være surt.

Jeg kommer i hvert fald ikke i betragtning. Jeg har ingen smerter og mine spasmer er til at håndtere. Ville jeg gerne have det? Måske.

I mine unge dage var jeg lidt af en vildbasse og røg sjov tobak fra tid til anden. Jeg husker godt virkningen. Da vi var helt unge og fulde af gas og spas var det sjovt. Om vinteren byggede vi igloer og snemænd i mørket og syntes vi var geniale. Om sommeren grinede vi os gennem de lyse nætter, om det var en myg der så utrolig sjov ud, eller om farven gul bare den dag, var hylende morsom.
Da vi blev lidt ældre og gik til fest blev man nogen gange mødt af den søde tobakslugt allerede i entreen, og når man så kom ind sad der folk på gulvet med små røde øjne, skæve smil og mjavede som katte. Nogen snakkede lavmælt og andre tågede allerede rundt ude i deres egne indre blomsterenge. Bevares, ind i mellem var der nogen der sprut-grinede, men det var en lukket fest i festen, så ingen andre forstod hvorfor, det pludselig var SÅ sjovt, at en eller andens hjemmestrikkede sokker var lilla. Efter en times tid faldt halvdelen af selskabet i søvn, resten tømte køleskabet for rugbrød og leverpostej som de så spiste med havregryn og oliven.
Det var så dér, jeg stod af. Det blev simpelthen for kedeligt. Det var ikke derfor, jeg gik til fest, så siden den gang, har jeg ikke haft behov for eller rørt sjov tobak. Jeg gik  tilbage til håndbajeren og nu – som ægte voksen (?) – drikker jeg lidt vin, hvis jeg da ikke sætter håret op til narrestreger og kaster mig ud i en gedigen GT eller en Cosmopolitan.

Ja, jeg er blevet 50. Jeg har haft sclerose i 16 år. Jeg sover dårligt, jeg har urolige ben og jeg tænker for meget – alt for meget. Den lille angst ligger altid på lur og der er langt mellem de bekymringsløse stunder og den latter, der ikke vil lade sig stoppe.
Jeg er ikke meget for sovepiller, og lykkepiller er nok ikke det, der gør mig lykkelig.
Og så var det jeg tænkte, at jeg måske alligevel er målgruppen!
Tænk, med én pille kunne jeg ordne hele molevitten. Jeg kunne sove som et murmeldyr og få lidt fred til den selvhelbredelse, som jeg er sikker på er der, og jeg kunne måske få et vaskeægte grineflip og opføre mig tosset og løssluppent i 5 minutter. At mine altid for spændte muskler kunne få lidt fred, og at mine skuldre måske kunne komme derned, hvor de hører til, ville bare være en fjer i hatten.

Det er jo nærmest en 3-i-en’er og hele tre ting på én gang, så måske går det ikke. Sove godt, grine højt og slappe helt af – det er måske for meget forlangt. At det så også kunne være noget af en befrier for både kroppen og sjælen, når man var voksen i soveværelset, ville bestemt ikke forringe mulighederne.

Så ja tak, til cannabis – også herfra.

 

 

Mit første foredrag

fullsizeoutput_2538

I aften har jeg været ude og holde mit første foredrag.

Det kom som et lyn fra en klar himmel på grund af et afbud, så jeg røg på kontoret i eftermiddags for at skrive noter, nedslag i tekst, passager jeg ville læse op osv.
“Fint”, tænkte jeg, “så kan jeg ikke nå at blive nervøs.”
Efter et par timer syntes jeg egentlig jeg havde nogenlunde overblik – eller bedre blev det i hvert fald ikke – og drønede mod Køge i Volvoen. Her har jeg så tilbragt en del timer sammen med dameklubben Ladybird – 40 nysgerrige, lyttende og meget rare damer! Jeg spillede også lidt bossa på ghettoblasteren og der blev både solgt bøger og plader.
Det gik fint og jeg er glad.
Mest glad for, at jeg tror jeg fik formidlet præcis dét, jeg gerne ville – nemlig at livsglæden kan være en utrættelig drivkraft og at viljen til at ville have det godt, styrer for vildt!
Tak, alle I søde damer. Tak for aftensmad og sludder. Tak for ros og velvilje – nu er jeg er klar til nye steder og nye mennesker.

fullsizeoutput_2539

Skrot sclerose

unknown
Normalt er nyheder om sclerose i nyhederne ikke særlig opløftende eller spændende. På nær når jeg en sjælden gang i mellem snubler over en artikel hvor de lover, at nu er de lige ved og næsten at finde på noget helt mirakuløst, som giver os huden, musklerne og (livs)kræfterne tilbage igen. Så klynger jeg mig til den i dagevis, viser den til mine venner, fejrer det med mine børn indtil alt bliver normalt igen og livet går videre på bedste beskub.
Mere hyppigt er det, at læse artikler som denne her fra Politiken i den forgangne uge.
Tallet øges, vi bliver flere og flere og vi er især kvinder. Denne gang er der dog en pose penge, der er lovning på. Super! Fedt! Gør det: Knæk koden! Hvis I alligevel knækker cancer denne uge, kan I så ikke lige knække sclerosen, når I nu er i gang? Knæk cancer. Skrot sclerosen. Vi er SÅ klar. Og nu skal vi jo ikke komme op og slås om hvilke sygdomme der er bedst/værst. Cancer eller sclerose. Pest eller kolera.

Nå, der var intet nyt andet end penge, hvilket vel på en måde også er godt, hvis penge kan være med til at knække og skrotte. Dog var der en sætning fra Brita Løvendahl, som er direktør for sclerosehospitalerne i Danmark, som jeg bed særligt mærke i:
“Sygdommen er som at have et sværd hængende over hovedet. Man bliver nødt til at udvikle en robusthed over for sygdommen, så man stadig kan fastholde sin identitet og sin drøm om det gode liv,” siger hun.
Og så synes jeg, de er ved at have fat i noget. Noget konkret. Noget der kan gøres.
Det understøtter jo så teorien om alting når Stephen Hawking siger:
“Det er ikke de stærkeste af en art, der overlever, og heller ikke de mest egnede, men dem, der er bedst til at tilpasse sig forandringer. Det er vigtigt ikke at give op.”
Og lad mig her understrege med stor fed permanent tusch, at han lider af ALS, som er er en dødelig sygdom og helt anderledes end den jeg render rundt med, som ikke er dødelig!

Men det jeg tænker, er: Mens I arbejder på at finde pengene frem, løse mysteriet og få skrottet sclerosen, kunne vi jo fokusere på det med robustheden og tilpasningen. Tålmodighed og udholdenhed. Det kunne vi måske blive bedre til, mens vi venter. Og hvis vi får en tema-uge på TV, landsindsamling, Vild Med Dans og fed musik, siger vi da ikke nej. Knæk cancer! Skrot Sclerose!