Jeg sidder på terrassen. På Sardinien. Det er lidt overskyet i dag, men lunt og mildt. Jeg har været en tur i vandet sammen med reservemor Jette; det er lørdag i dag og italienerne holder fri, så på stranden møder vi en far, der er nede for at fiske sammen med sine tre børn. De har pænt meget tøj på, for nu synes de vist sommeren er slut og de glor på os, som om vi er skrupskøre, når vi entrer stranden i bikini. Når vi så plasker ud i vandet er deres øjne ved at trille ud af hovedet. Det er da også sket mere end én gang, at jeg har ligget og solet mig og der kommer folk forbi i lange bukser og vindjakker. Rimelig spøjst. Jeg synes jo 20 grader er varmt, men her klæder man sig efter sæsonen og ikke temperaturen.
Jeg har flottet mig med en håndfuld mandler, en lille stærk kop kaffe og en halv blomme i madeira. Jeg har nået den alder, hvor det er helt i orden at spise blomme i madeira!

Jeg er taget herned på en impulsiv billig sviptur for lige at få lidt bonus-sommer, men også for at samle kræfter og for at koncentrere mig om at få bloggen op og køre. Jeg har spændt buen hårdt, kan jeg mærke, med at skulle udgive både en bog og et album på samme tid. Ja, d. 14 oktober udkommer både min bog: ”Jeg kan da stadig synge” og Thor Backhausens og mit album: ”Misen & Backhausen” og jeg glæder mig! Men hold op, der har været meget arbejde med korrektur, beslutninger om dit og dat, tryk af cover, mix, regnskaber osv. Bogen har Mussmann’forlag heldigvis påtaget sig at udgive, men albummet har vi selv stået for, og det er ikke nok kun at sørge for musikken, skulle jeg hilse at sige! Der er uploads og downloads og registrering her og der og Gramex og Koda og billeder og coverdesign og penge og budgetter og regnskaber. Svært at balancere i og jeg har hele tiden haft følelsen af, at der var noget jeg havde glemt som jeg burde have husket. Og den fornemmelse har jeg stadig …
Det sker jeg tænker, at udfordringen er lige i den tunge ende og jeg måske skulle have nøjedes med ét af projekterne. Kan jeg da ikke snart lære at gøre én ting ad gangen? Men så kommer det store spørgsmål om hvornår man skal tage en udfordring op eller lade den lige. Syg eller ikke syg. Den tager vi senere.

Og ja, jeg glæder mig helt vildt.

Bogen er sendt til tryk og er snart andet end bare word og PDF og albummet ligger derhjemme i kasser og ser fint, nyt og lækkert ud, synes jeg. Så produkterne skulle være klar – er jeg så klar?
Hm, så klar som jeg kan blive. Og klar til hvad? Det kommer helt an på flere ting: Bliver bogen eller albummet anmeldt? Og hvor og især: hvordan? Har man gennemslagskraft? Når man ud til nogen? Og hvis man gør – hvad synes de om det? Gør man en forskel? Rører det nogen? Fortæller de det til andre? Kan man nå folk på Facebook?
Både musik og litteratur er jo lavet fordi nogen skal konsumere det; lytte eller læse. Fortolke, forstå og føle. Os, der skræpper op og larmer hvad enten det er skrevne ord eller sungne, har jo brug for modtagere. Ellers er det fladt og ligegyldigt. Bolden må kastes tilbage; måske den falder blødt i hænderne – måske man får den tyret lige i nakken. Hvis man stikker snotten frem, risikerer man også at få én over nallerne. Det er reglen.

Så, nu skinner solen igen. Der var lige en stille regnbyge. En af de sjældne slags, men nu er varmen tilbage og havet siger sådan nogle lyde, som er på kostbare meditations-CD’er. Her er det gratis og som at blive kløet på ryggen.
Jeg er spændt på alt det, der skal ske, til at finde ud af hvad det er og hvor meget. Jeg har jo selv sat scenariet, og det jeg har produceret er jeg absolut tilfreds med!
Jeg er også nysgerrig på bloggen her. Glæder mig næsten allermest til at få den sat i gang og se hvad I derude vil byde ind med. Vil I mon læse med? Vil I sludre med, skælde ud, kritisere, foreslå, huje eller andet uforudsigeligt? Jeg krydser fingre for, at I er der – på alle måderne!

Nu kalder havet igen. Den gamle krop skal dyppes og så skal den måske lige tørre lidt i solen.

Har man lov at være en heldig kartoffel, selv om man har sclerose? Ja, det har man!