Er jeg en taber?

Foto Misen3 strand farveFoto: William Groth

“Han tabte kampen”
Det er en talemåde vi hører meget, når nogen snakker om livstruende sygdomme. Man siger også:
“Hun vandt over kræften” eller endda: ”Han opgav kampen”
Måske lever disse udtryk så godt på grund af vores nuværende præstationskultur, hvor det ligger lidt i kortene, at du kan hvad du fysisk vil, hvis bare du har viljen.
Hvis man vinder over en diagnose, overlever man. Og ved at vinde signalerer man, at man er flittig, udholdende, viljestærk, dygtig, har overskud, power og i det hele taget er topfed.
Hvis man taber, dør man. Og oven i er man så erklæret taber, hvilket så igen signalerer at man er (var) svag, doven, magelig, viljesvag, kraftløs og i det hele taget lidt farveløs.
Det er i hvert fald nogle af de etiketter og opfattelser inden for konkurrencernes verden, hvor begreberne vinder og taber jo kommer fra. Her er det et faktum, at hvis du taber, må du øve dig/træne mere for at vinde. Hvis du er sej og udholdende nok, vil du også kunne vinde.
Er det rimeligt at dø af en sygdom og så samtidig tabe?

Og så er der skylden. For den skal taberen også bære på, for måske er du selv skyld i, at du taber? Skulle du have levet anderledes? Spist noget andet? Er det noget du gjorde en gang? Og hvad med nu? Gør du nok nu? Og gør du det rigtige? Er det din egen skyld, at du blev syg? Og er det din egen skyld, at du ikke bliver rask?
Er det ok at lide af en sygdom og så samtidig føle skyld?

Jeg er helt med på, at der er noget der hedder ansvar og at der er mange gode ting vi kan gøre for os selv i en given situation. Vi ved godt det ikke er sundt at spise ostepops og spille PS4 hele dagen og at grøntsager, luft og motion er godt for os, men om hvorvidt dén eller dén diæt/kur/detox/faste er den, der skal redde os, er svært på forhånd at vurdere. Og hvor lang tid har vi lige at løbe på, hvis vi skal prøve alle de forskellige retningslinjer af? Og har vi råd? Hvad nu hvis de skriver noget andet i avisen end de gjorde i sidste måned eller hvis vores venner alle sammen har deres foretrukne metoder? Hvad nu hvis vi vælger det forkerte?

Og gør det os glade? Glad måske ikke lige det ord, der ligger lige for, når man er allermest nede, syg og bange, men er det ikke dér, vi til gengæld har allermest brug for den mindste lille, bitte flig af glæden?
Jeg er klar over, at det virker for nogen og det er jeg oprigtigt glad for – tillykke til jer! Jeg er også helt klar over, at nogen er heldige – eller usandsynlig kloge – og vælger det rigtige fra starten. Om det så er spinatjuice eller tangsmoothies, er det da fedt, at I er nogen, der vinder over både skyld og diagnoser, det kan man da ikke sige noget til? Andet end at være en lille smule uklædeligt misundelig …

Og alligevel tænker jeg, at det må have været nemmere i gamle dage, hvor Gud eller noget større end os, bestemte. Hvor skyld ikke blev forbundet med mad eller kondi. For måske er der ting, der er ude af vores hænder? Om det er Gud, eller noget andet ved jeg ikke, men måske er der alligevel et øvre regnskab, en skæbne en mening eller en umening med det hele. Det ville i hvert fald nok være nemmere at tage på sig, hvis ikke skylden vejede så meget og hvis det handlede mere om at have det godt, mens vi er her.

Min mad er økologisk, jeg træner og prøver så vidt muligt at gøre det rigtige, men jeg nyder også livet, fordi et glas rødvin, en time i solen eller et ordentligt lag smør kan sprede små fragmenter af hverdagslykke ud over stunder, der ellers stod i de nedadvendte mundviges tegn. Jeg er livsnyder og det er jeg stolt af!

Men min sygdom er kronisk og jeg bliver aldrig rask.
Er jeg så en taber?

 

Kommentarer

2 thoughts on “Er jeg en taber?

  1. Søren Rasmussen

    Interessant og tænksomt indlæg. Har lige været til 100 års fødselsdag hos min mor; men hun har det ikke godt og vil helst til en anden verden. For et halvt år siden havde hun det rimeligt, boede alene og klarede stort set sig selv; men så faldt hun og endte på plejehjem. Nu skal hun have hjælp til alting. Og hvad kan man lære af det? Min mor har aldrig passet på sig selv, var storryger i 50 år, Holdt kun op fordi hun på et tidspunkt måtte side op i sengen hele natten for at få vejret. Alligevel blev hun tussegammel uden at have “gjort sig fortjent til det”. For mit eget vedkommende har jeg haft min fars families forbandelse, prostatakræft, som jeg er blevet opereret for og som min far døde af, som 68 årig. Forhåbentlig er jeg fri for at tænke mere på det. Jeg vil da gerne blive så gammel, som min mor; men er bange for at sclerosen gør det svært, selv om jeg er en stædig rad og altid har prøvet at leve sundt. Det er åbenbart ikke det, som afgør tingene – man kan jo ikke “gøre sig fortjent til at leve længe”.

      1. Kære Søren.
        Nej, hvem siger det er lykken at blive 100? Jeg kan godt nøjes med 90, hvis jeg så kan drikke et glas rødvin uden at få dårlig samvittighed.
        Jeg forstår din bekymring for at blive gammel med sclerose – den bekymring deler jeg absolut, men så meget desto mere forsøger jeg at være i dét der er nu. Livsnyderi kan godt gå hånd i hånd med fornuften, synes jeg. Og vi kan jo godt selv mærke, hvornår vi har det godt. Glæden, fornøjelsen og nydelsen er jo også en del af det – kost og motion gør det ikke alene!
        Og så tillykke med din mor – det er alligevel godt gået 🙂
        Kh
        Misen

      Leave a Reply to Søren Rasmussen Annuller svar

      Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort.