Dagbog fra Bali: 1

Bare at være tilstede

fullsizeoutput_2616

Skal jeg have to par shorts med – eller går jeg mon overhovedet i shorts? Måske kjoler er bedre? Lange og luftige? Korte med plads til bare ben? Hvor mange? Hvilke? Har jeg for meget tøj og hvis – hvorfor? Og sko, for pokker! Sko. Der er de pæne og så er der dem, jeg kan gå i. Det bliver et af hvert par. Og et ekstra … Panodiler og min medicin. Husk nu for helvede medicinen, Misen! For ikke at tale om bøgerne – men hvordan ved man hvilken én der er god, når man nu ikke har læst dem??
Og tøm skraldespanden.

I går ankom jeg til Bali. Jeg landede i Denpasar efter at have været ca. 17 timer undervejs. Turen gik fint – jeg brugte mange timer på at kigge ud ad det lille vindue og bare se på en vinge, lidt himmel og nogle skyer. Jeg tænkte også lidt, men kikkede mest bare ud. Lavede en lille boble rundt om mig, og deltog kun i verden, når stewardessen serverede noget for mig, eller når jeg skulle tisse. Det var en god boble. Fredelig og en nu-bliver-det-som-det-bliver-boble.
Jeg havde bestilt assistance i Singapore, hvor jeg mellemlandede, hvis jeg nu skulle risikere at skulle med lufthavnstog fra en terminal til en anden, eller et skilt hvor der stod: ”30 minutes to gate”. Jeg lod det være nogen andres ansvar, og kom på den lille bip-bip-bil sammen med to små svenske piger, der var på vej alene til Australien. At jeg så blev sat af 200 meter længere ned ad gangen, kunne jeg jo ikke vide på forhånd, vel? Og der blev kørt til, skulle jeg hilse og sige fra bagsædet!

IMG_2843

I Denpasar blev jeg strikst gelejdet hele vejen ud af den der overdækkede gangbros-dims (undskyld, jeg kan ikke de frække flyfraser), der går hele vejen ud til fly-hoveddøren af en utrolig hurtig dame og så op i en meget lav kørestol. Lidt akavet men over stok og sten gik det, og alle køer blev sprunget over, så jeg levede med at se dum ud. Det var så lige i overkanten, da de to piger (den ene tog sig af min kuffert den anden styrede lavliggeren) insisterede på at vente uden for døren til toilettet, hvor jeg baksede med at få de lår-høje, kinky støttestrømper af. Stramme at få på. Stramme at få af! Men vel spyttet ud af toldernes ingenmandsland, blev jeg hentet af Razali, som egentlig er fra Singapore og derfor kender både sprog og skikke, men også dansk og et velkendt ansigt.

Jeg er på skrivekursus. Lyder som en god undskylning for at tage helt til Bali, ikke? Det er det måske også, men for mig er det en to-i-ener. Varme til min slunkne vinterkrop og så samtidig blive holdt ørerne, så jeg kan få kommet ordentligt i gang med mit nye bogprojekt, men det vil jeg skrive mere om senere.

Nu er jeg her, og jeg har brugt det meste af dagen på at sidde og kigge på alt det grønne, ligge og så sidde lidt igen. Jeg har skrevet på en lille opgave, for der er også lektier for og jeg har kigget lidt i Turen går til Bali, men det er vist også det. Dagens begivenhed var afternoon tea (Espresso for mit vedkomende) serveret på terrassen.

fullsizeoutput_2619

Ellers har jeg bare været her. Tænkt lidt, men forbavsende lidt i forhold til min normale tænke/bekymre-standard. Det har stået ned i stænger, men det er varmt og det gør ikke noget. Jeg var lige ved at komme for sent til aftensmaden fordi jeg havde så travlt med ikke at lave noget. Jeg har bare været tilstede.

Så måske er det mere en tre-i-ener, vi er ude i, for udover varme og arbejde trænger mit lille hoved til at lære at slå fra, og lade nogle andre, noget andet eller bare tiden gøre arbejdet.

Dagens ord: Taknemmelighed

Min feelgood-playliste

Resized_20170203_182148

Ja, så vendte jeg plader på biblioteket på Kulturværftet i Helsingør i fredags, som I kan se. Simon Brørup var DJ. Det var hyggeligt og særligt at få lov til at spille noget af den musik, der har betydet noget for mig gennem livet og gjort mig glad og rørt på den rigtige måde.

I får lige min playliste, for måske gør det også jer glade? Og måske rører det jer? For det er vel egentlig det musik handler om, er det ikke?
Den midterste del er lidt filmmusik, fordi det har været et ret stort omdrejningspunkt i min familie og jeg tillod mig desuden at spille noget med mig selv, for det var jo en enestående mulighed 😊

Nå, vi får se, hvad I synes:

Dolly Parton – Jolene: Jolene
Pink Floyd – The Wall: Comfortably Numb
Paul Simon – Hearts and Bones: Train in the distance
Prince – Purple Rain: When doves cry
Eva Cassidy – Songbird: Fields of gold

John Williams – Star Wars: Star Wars theme
Angelo Badalamenti – Music from Twin Peaks: Twin Peaks theme
Hans Zimmer – Gladiator: Now we are free, theme song
Jevetta Steele – Bagdad Café: Calling you
Misen – Ørnen: Islands/Forgiveness
Misen – Ørnen: As an Angel Walks By

Paul McCartney – Memory almost full: Everybody’s gonna dance tonight
Coldplay – Mylo Xyloto: Paradise
Gregory Porter – Liquid spirit: No love dying
Misen & Backhausen: Love is okay
Stevie – For once in my life: For once in my life

Resized_20170203_182344

Jeg vender plader

fullsizeoutput_25f9

Jeg skal ikke synge på fredag, men spille nogle af mine ynglingsplader, som ind i mellem har været med til at holde mit humør oppe, når det ellers helst ville ned. Kom forbi og se om de også gør dig glad? Det forgår på Kulturværftet nu på fredag d. 3/2 2017 og det er mellem kl. 17 og 18. Vi skal bare hygge og lytte 🙂 Du kan se mere her

Gå du bare i forvejen

Thompson-Gladwell-Track-Chat-Part-III-The-Most-Awesome-Runner-In-The-World-1200
Marianne og jeg har lige været til træning, og vi skal nu ud og have belønningen i form af bønnesalaterne på Det Eksotiske Hjørne og den lille stærke kaffe til dessert. Vejret vurderes til spadsere-vejr – eller vralte-vejr – så vi starter ud på disciplinen 200 meter gakkede gangarter med stop undervejs ved Mariannes bil. Ikke at vi går så gakket igen, vi går bare langsomt og skal både snakke og justere retning ind i mellem. Hun mangler sin frakke, og det er altid på sin plads at holde en lille pause, så vi lige kan finde balancen og tage tilløb til de næste 50 meter. Marianne bøjer sig ind over bagsædet, og imens siger hun høfligt til mig:

“Gå du bare i forvejen, så kommer jeg.”

Jeg står lige og mærker efter, mens Marianne bakser med overtøjet.
“Og hvad havde du så tænkt dig?”, spørger jeg flabet. ” At løbe efter mig?”

Det splitsekund der går, mens vi kigger på hinanden er guld.
Og så sprutter vi, fniser tøse-hysterisk og ryster på hovedet af Mariannes vidunderlige forglemmelse.

For Marianne kan sgu da ikke indhente mig – og det er ikke fordi jeg er den, der piler af sted. Men Marianne kan altså kun gå nøjagtig lige så langsomt som jeg, og så er der altså ikke nogen der indhenter nogen her.
Det bedste var, at jeg var lige ved at købe den. Lige ved at sige:

“Ok.”

Åh, hvor kan man dog blive taknemmelig. Dér, midt på gaden, på Nørrebro. Over den latter der kommer nede fra maven, og som lige plasker op på stenbroen. Vi er bare to fjollede damer, der siger fjollede ting og når livets sorte alvor pludselig bliver sjov, så er det til at bære.

Jeg løber ingen steder

fullsizeoutput_25d2
Der er bælgmørkt på gaden.
Man skulle næsten tro, man var på landet og ikke i København. Herude i gråzonen mellem Østerbro og Nørrebronx er der ildevarslende stille. Aldersrogade – er det ikke herude omkring de går og skyder på hinanden? Nå, lige nu har jeg slet ikke tid til at tænke på den slags, for jeg er på vej til Radio Jazz – en lokalradio som har været så flinke at ville interviewe Thor og mig om vores nyudgivne album. Interviewet er kl. 21.30, og jeg skal være der lidt før.

JA, DET ER GODT MED JER, MEN HVOR ER DET?

Her er mørkt som graven og husnumrene hænger ikke ligefrem og lyser op herude. Og dum som jeg er, har jeg ikke lært det endnu: at jeg skal bruge mere tid på parkering, afstandsberegning og at komme fra A: bil til B: destination.

HVOR FANDEN ER DET?

Til sidst tager jeg chancen, hanker op i den lidt for tunge dametaske og stavrer ind i den mørke baggård. Jeg spotter et husnummer – yes, jeg er på rette spor. Selvfølgelig er “mit” nummer nede i den anden ende og med hjertet oppe i halsen af skræk for at komme for sent til en live optagelse eller for at falde over en ølkapsel, halter jeg så hurtigt de stive ben kan bære mig ned i mørket, og finder et oplyst vindue og mit nye ynglingshusnummer. En halv time senere tripper jeg forsigtig ned ad trappen efter endt, og forhåbentlig vellykket, interview. Jeg nåede det. Jeg faldt ikke og jeg sagde vist ikke noget uhørt fjollet. Ud i gården. Døren lukker bag mig.

fullsizeoutput_25cd

Nu har jeg ikke travlt mere, det blæser lidt og en tom dåse rasler i vinden bag mig.
Jeg er ikke mørkeræd eller er den der går og ser spøgelser. Jeg glemmer tit at låse døren og trækker aldrig gardinerne for. Men her er lidt spooky. Mest fordi det pludselig bliver så klart som et neonskilt, at jeg ikke kan løbe. Det, jeg ikke havde tid til at mærke på vejen ind, mærker jeg nu på vejen væk: hvis der skulle dukke nogle virkelig slemme og onde bøh-mænd op her, så er jeg sgu på den! Jeg føler mig lidt som et haltende zebra-føl på savannen. Men jeg er ikke et zebra-føl og det her er ikke savannen men det hårde gademiljø, så jeg starter tilbageturen til min dejlige, sikre bil. Jeg fokuserer tre meter frem ad gangen i mørket, men kan ikke nære mig for at stoppe op og kigge tilbage. Ja, jeg er nødt til at stoppe helt op for at kunne kigge mig tilbage, ellers vælter jeg, så det er et valg: hurtig målrettet stravren med blikket fast frosset mod målet eller western-like scoutadfærd med prærieulvestop, mens man vejrer mod vinden. Den tomme dåse buldrer fælt, og skyggerne blafrer mellem usselt gadelys og vinduer der nærmest lyser af mørke. På trods af at mine ben nu virker som stylter og at jeg er lige ved at skvatte over en ispind, tager jeg mig sammen.
“Misen, du kan godt. Du er der næsten. Godt gået!” Jeg mumler ned i tørklædet og jeg bliver stålsat og beroliget af min egen uforbeholdne ros. Og nu ser jeg den, Volvoen, jeg mærker bilnøglerne i lommen og i løbet af få minutter, der føles som en hel film, er jeg inde i sikkerhed og på vej.

Nej, jeg kan ikke tage benene på nakken, ikke løbe væk eller flygte. Jeg kan heller ikke løbe efter bussen. Nå, ja, det behøver man vel heller ikke at kunne? Nej, måske ikke – i hvert fald ikke hvis man er i god tid (!) – det er bare en grundfeeling normale mennesker tager for givet, men det er faktisk grænseoverskridende og føles utroligt sårbart lige dér. Lige dér i mørket, hvor tanken pludselig rammer. At man ikke kan løbe – eller flygte. Eller bare skynde sig …

Godt min stemme ligger i det skingre leje. Jeg ville nødig være bøh-mand, når jeg først begynder at skræppe op og som tidligere nævnt, ligger min håndtaske i den tunge ende, og den kan jeg stadig godt svinge efter alle de kettlebells jeg har måttet tage livtag med hos Nørrebro Fysioterapi.

fullsizeoutput_25cc
Indlægget er skrevet i oktober 2016.