Misen anmelder: YOGAPRAXIS, Hornbæk – restorativ yoga

Posted on by Misen Groth with Leave a comment

fullsizeoutput_26a7Fra: “Av, av” til: “Ahh”

Flødeskumsyoga
“Hvor er det godt, du kommer,” siger Bitten lavt og varmt smilende, da jeg træder ind ad døren.
Stemningen er rar og helt afslappet i det store rum, hvor folk stille og roligt indfinder sig til søndagens forkælelse. Ud af højtalerne flyder der feelgood klingklang-musik som signalerer stilletid og jeg slapper allerede lidt af. Det er sat til at vare tre timer og lige nu er det lidt svært at forestille sig. På gulvet er der dækket op. Der er sirligt lagt yogamåtter ud – og i dag er det tykke yogamåtter – og til hver plads er der et sæt med skumklodser, yoga-pølle (Ja, det hedder det altså …), lille pude, tæppe og øjenpude. Nogle sludrer lavt, mens andre allerede har lagt sig til rette med tæppet på og lukket øjnene. Jeg synes faktisk lige i dag, at det er mægtig rart ikke at skulle snakke, så jeg udser mig en plads i ude i siden og lægger mig. Vi har alle sammen tykke strømper og hyggetrøjer på; det fancy yogaoutfit er blevet hjemme og smart og trendy er ikke tilstede her søndag formiddag.

Jeg er taget til restorativ yoga hos YOGAPRAXIS i Hornbæk. Jeg er spændt og lidt nervøs, for jeg ved ikke hvad min sclerosekrop vil sige til det. Jeg har prøvet yoga før og det føles godt, men der er flere stillinger, der ikke ligger lige til mit højreben – eller venstre, så det har været med lidt blandede følelser. Jeg er dog fuldstændig klar over, at jeg i min dagligdag bruger så meget krudt på at holde balancen, ikke bide i græsset og i det hele taget få gjort det jeg skal, så min krop naturligvis bliver en lille hård sammenbidt knytnæve, der i den grad trænger til at blive strakt og blødgjort. Det er derfor jeg er her i dag.

Jeg overgiver mig
Bitten starter med at fortælle os om den særlige yoga vi skal udføre i dag. Restorativ yoga. Genopbyggende yoga. Cellefornyende yoga. Godt mod stress, søvnproblemer og manglende energi. Flødeskums-yoga. What’s not to like? Vi ligger på ryggen med tæpper og starter forsigtigt med – lidt afspænding. “Godt,” tænker jeg, “her kan jeg følge med.” Så strækker vi forsigtigt både højre og venstre side og nu er vi klar til de restorative stillinger.
“Put et par skumklodser under hovedet, læg pøllen (!) på tværs lige der hvor BH’en plejer at sidde og så armene ud til siden.” Bitten viser hvordan, jeg bakser med udstyret og får mig lagt ned i en meget akavet stilling, synes jeg nok.
“Lig lidt og mærk hvordan I langsomt overgiver jer til stillingerne,” siger Bitten med blød stemme og faktisk kan jeg mærke en langsom overgang fra: “Av, av” til: “Ahh”. De skuldre der bare helst vil bo oppe ved ørerne, bliver tvunget til at slappe af og min krop giver pludselig efter, så hele brystpartiet strækkes ud og vejrtrækningen kommer helt ned i maven. Det er den vildeste fornemmelse. Hvorfor har jeg aldrig gjort det før?
Vi ligger i strækkene i op til 10 minutter og nogen gange bruger vi stole, ekstra klodser og flere tæpper så man bedre kan sidde i strækket. Alt er liggende eller siddende.
Så er der pause. Bitten har bagt knækbrød og der er melon og urtete. Vi lister rundt og snakker lavt, hvis vi overhovedet snakker.

fullsizeoutput_26a9
Mellemmåltidet

Dyb taknemmelighed
Tilbage på måtten er jeg efterhånden ved at have fat i det. Hvis jeg bare følger Bittens anvisninger, som er tydelige og altid med en alternativ variation, for det her må nemlig ikke gøre ondt, er jeg tryg og nærmest mobil. Jeg kan mærke hvordan min krop bliver glad, og når jeg har lagt mig i en stilling og er lige ved at gå fra: “Av, av” til: “Ahh”, kommer Bitten og hvisker:
“Ligger du godt?”
Jeg mumler:
“Mmm” og kan ikke lade være med at smile.
Så putter hun tæppet ned om mine fødder, lægger øjenpuden på og afslutter med lige at stryge mig over håret. Jeg bliver helt blød som smør, de små tårer presser på inde bagved, alt er nu helt åbent, sårbart og følelserne står i kø. Omsorgen er overvældende og jeg føler en nærmest voldsom taknemmelighed oveni alt det andet jeg føler.
Vi slutter med en afspænding med små hvedevarmere på maven eller i nakken. Her er det kun: “Ahh”: Al udstyret bliver lagt på plads og vi siger farvel næsten lige så stille som vi sagde goddag. Vores ansigter er helt krøllede sammen og Bitten siger, vi sikkert er trætte når vi kommer hjem.

Og ja, træt det er jeg. Og krøllet. Men på den gode måde. Mine skuldre sidder hvor de skal i dag. Jeg ved godt de vil krybe op til deres elskede ører igen, men så tager jeg en omgang flødeskums-yoga mere hos Bitten.
Alle skulle prøve det her. Sygdom eller ej. Èn ting er, at man finder sin gamle krop igen men sindet lukker også døre op, så alle de mentale propper løsner sig så man bliver blød i sjælen. Det er næsten som at give sig selv en kæmpe krammer.

fullsizeoutput_26a6Man skal ikke gå ned på udstyr

 

Er jeg en taber?

Posted on by Misen Groth with 2 Comments

Foto Misen3 strand farveFoto: William Groth

“Han tabte kampen”
Det er en talemåde vi hører meget, når nogen snakker om livstruende sygdomme. Man siger også:
“Hun vandt over kræften” eller endda: ”Han opgav kampen”
Måske lever disse udtryk så godt på grund af vores nuværende præstationskultur, hvor det ligger lidt i kortene, at du kan hvad du fysisk vil, hvis bare du har viljen.
Hvis man vinder over en diagnose, overlever man. Og ved at vinde signalerer man, at man er flittig, udholdende, viljestærk, dygtig, har overskud, power og i det hele taget er topfed.
Hvis man taber, dør man. Og oven i er man så erklæret taber, hvilket så igen signalerer at man er (var) svag, doven, magelig, viljesvag, kraftløs og i det hele taget lidt farveløs.
Det er i hvert fald nogle af de etiketter og opfattelser inden for konkurrencernes verden, hvor begreberne vinder og taber jo kommer fra. Her er det et faktum, at hvis du taber, må du øve dig/træne mere for at vinde. Hvis du er sej og udholdende nok, vil du også kunne vinde.
Er det rimeligt at dø af en sygdom og så samtidig tabe?

Og så er der skylden. For den skal taberen også bære på, for måske er du selv skyld i, at du taber? Skulle du have levet anderledes? Spist noget andet? Er det noget du gjorde en gang? Og hvad med nu? Gør du nok nu? Og gør du det rigtige? Er det din egen skyld, at du blev syg? Og er det din egen skyld, at du ikke bliver rask?
Er det ok at lide af en sygdom og så samtidig føle skyld?

Jeg er helt med på, at der er noget der hedder ansvar og at der er mange gode ting vi kan gøre for os selv i en given situation. Vi ved godt det ikke er sundt at spise ostepops og spille PS4 hele dagen og at grøntsager, luft og motion er godt for os, men om hvorvidt dén eller dén diæt/kur/detox/faste er den, der skal redde os, er svært på forhånd at vurdere. Og hvor lang tid har vi lige at løbe på, hvis vi skal prøve alle de forskellige retningslinjer af? Og har vi råd? Hvad nu hvis de skriver noget andet i avisen end de gjorde i sidste måned eller hvis vores venner alle sammen har deres foretrukne metoder? Hvad nu hvis vi vælger det forkerte?

Og gør det os glade? Glad måske ikke lige det ord, der ligger lige for, når man er allermest nede, syg og bange, men er det ikke dér, vi til gengæld har allermest brug for den mindste lille, bitte flig af glæden?
Jeg er klar over, at det virker for nogen og det er jeg oprigtigt glad for – tillykke til jer! Jeg er også helt klar over, at nogen er heldige – eller usandsynlig kloge – og vælger det rigtige fra starten. Om det så er spinatjuice eller tangsmoothies, er det da fedt, at I er nogen, der vinder over både skyld og diagnoser, det kan man da ikke sige noget til? Andet end at være en lille smule uklædeligt misundelig …

Og alligevel tænker jeg, at det må have været nemmere i gamle dage, hvor Gud eller noget større end os, bestemte. Hvor skyld ikke blev forbundet med mad eller kondi. For måske er der ting, der er ude af vores hænder? Om det er Gud, eller noget andet ved jeg ikke, men måske er der alligevel et øvre regnskab, en skæbne en mening eller en umening med det hele. Det ville i hvert fald nok være nemmere at tage på sig, hvis ikke skylden vejede så meget og hvis det handlede mere om at have det godt, mens vi er her.

Min mad er økologisk, jeg træner og prøver så vidt muligt at gøre det rigtige, men jeg nyder også livet, fordi et glas rødvin, en time i solen eller et ordentligt lag smør kan sprede små fragmenter af hverdagslykke ud over stunder, der ellers stod i de nedadvendte mundviges tegn. Jeg er livsnyder og det er jeg stolt af!

Men min sygdom er kronisk og jeg bliver aldrig rask.
Er jeg så en taber?

 

Luksusmodellen

Posted on by Misen Groth with Leave a comment

fullsizeoutput_2659En lille pause i Ubud, Bali.

Der var trapper overalt, da jeg var på Bali. Noget helt almindelig mennesker måske ikke lige tænker over, men noget et par trænede scleroseøjne straks observerer, lagrer, bedømmer og vurderer. Sværhedsgrad? Gelænder? Antal trin? Alternative veje til målet? Selve indgangen til dér hvor vi boede, var for eksempel én stor trappe – først op, så ned. Og intet gelænder. Så allerede der forsvinder lidt af den ellers planlagte ankomst-elegance.

Så var det godt, jeg havde mine pinde! Ja ja, jeg ved godt det hedder stave, men det er for at forsøge at retfærdiggøre, at man vel næppe kan kalde det vandring, det jeg foretager mig. Manden i den yderst velassorterede outdoorbutik var ellers fyr og flamme, da jeg kom ind i butikken og spurgte efter det aller ypperste inden for vandrestave. Han fremviste med stolthed de nyeste, letteste, mest sammenklappelige – og dyreste – og jeg var straks interesseret. Da jeg så, måske lidt undskyldende, proklamerede at de skulle kompensere for manglende muskel-power i benene og skulle bruges som balancestænger, gled hans opadpgående mundvige ned til stregmundsniveau:
”Så tror jeg, du skal tage dem her,” sagde han og rakte mig et par fra den nederste hylde, mens han spejdede efter hipster-typer med mudrede bjergstøvler i butikken, der bedre fortjente luksusgrejet.
Det var så det billigste eksemplar, kunne jeg se, og ikke fordi der er noget i vejen med billigt, for søren da, men det det var jo sammenklappeligheden og ultraweight jeg var ude efter. Og så ikke noget der siger: ”Klak, klak,” eller: “Se mig, jeg halter!” og får alle til at vende sig om.
“Jeg tager dem,” insisterede jeg, og pegede på den dyre, lydløse model.
Han solgte dem modvilligt til mig og uden begejstring.

Jeg er så glad for mine pinde. Jeg brugte dem op og ned af alle de små trin og trapper, og jeg travede endda lidt rundt i Ubud og på lokale markeder og det havde været svært uden dem. De kan klappes sammen og ligge i min håndbagage. De gør mig modig og mere mobil og så må jeg leve med at folk har meget svært ved at forstå kombinationen: haltende dame og vandrestave. Og så luksusmodellen! Om 14 dage skal de med mig til London.

fullsizeoutput_265aHer var det aldrig gået uden mine vandrepinde.

Dagbog fra Bali: 3

Posted on by Misen Groth with Leave a comment

Vælg et dyr

IMG_2969Ja, det her er så en smuk sommerfugl, for billedet af rotten var simpelthen for klamt.

Det er slut med min værelseskammerat. Rotten, som jeg troede var flyttet for længst, gik i noget klister-fælde i går aftes under mit skrivebord, og vores makkerskab er definitivt slut. Jeg bemærkede nogle lyde, som når nogen smasker en lidt for blød karamel, og fik så øje på noget, der vred sig under bordet og dér lå den, spjættende i dødskramper, indsmurt i Karlssons Klister eller vist det, der er meget værre! Jeg ringede til receptionen og bestilte en afhentning, og der gik ikke meget mere end 5 minutter, så kom rustvognen og rotten røg ud hængende lodret på klisterbåndet, så godt sad den fast. På røv og albuer. Bedemanden spurgte venligt, om jeg havde ”any questions”, men jeg kunne ikke få øjnene fra den indklistrede rottekrop, der vred og vendte sig, hængende på det yderste af livet. Jeg var lige i det øjeblik uden ord, så jeg sagde bare: ”No.”

Nu er jeg så alene – igen. Det hele var rimelig klamt og egentlig lidt uværdigt for den stakkels rotte, at den skulle dø i et fluepapirshelvede – det var ikke det jeg ønskede for den. Jeg ønskede bare, at den ville være rotte sammen med de andre rotter, i stedet for husrotte hos mig. Så kære rotte: Tak, for de par dage vi fik sammen. Jeg var ikke nogen god værtinde. Jeg tilbød dig ikke noget at spise og var ikke særlig inviterende, men på den anden side kan man vel også sige, at du kom uanmeldt. Du var en både hensynsfuld og usynlig gæst ind i mellem, men det hele taget i betragtning, skulle du nok have valgt at være street-rat. Nu er det for sent. Hvil i fred.

Hvem ved forøvrigt, om sommerfuglen er en opblæst blærerøv og om rotten var en omsorgsfuld familiefar? Bare en tanke …

Dagen ord: ydmyghed

 

Dagbog fra Bali: 2

Posted on by Misen Groth with Leave a comment

Travlt på hovedkontoret

fullsizeoutput_2630

Morgenmøde
”Vi mødes kl. 9 på terrassen, så hvis alle har spist morgenmad inden da …”
Det var det, vi alle selvfølgeligt nikkede ja til i går aftes, inden vi gik på puden. Vi er jo for at lære og for hver i sær at komme videre med vores små nulrede notesbøger eller lange uendelige word-filer, der bare hele tiden laver nye hvide sider, hver gang man tror man nærmer sig noget der ligner slutning. Hvide, tomme sider der hvisker:
”Ha ha, du bliver aldrig færdig! Og der er alligevel ingen, der gider læse det!”

Og her sidder vi – en lille gruppe vidt forskellige mennesker med vidt forskellige baggrunde, alder og ikke mindst vidt forskellige idéer om hvad vi det er vi vil skrive og hvorfor. Noget er meget konkret – andet meget mere flyvende og emotionelt. Men vi er her, og vi fortæller, lytter til hinanden og får indsigt i historier, liv og visioner vi ellers aldrig ville have kendt til. Her er der ingen der sladrer og alt kan siges. Stemningen er fin og rigtig, og jeg føler mig privilegeret over at sidde med.

Arbejde på hovedkontoret
De sidste par dage har vi haft besøg af solen i flere timer og det er godt!
Heidi har besøgt mig i min hytte og har haft taskefulde med af gode råd til både blog og bog. Masser af plads til forbedring! Da solen pludselig bare gik amok, gik jeg på ”hovedkontoret” – det vil sige, jeg tog et dyp i poolen, lagde mig godt til rette med lag-på-lag solcreme på, lukkede øjnene og gik på arbejde. Inde bag faktor 30 fik jeg så ordnet både kapitler, overskrifter og titler. Det er ret smart at have bærbart kontor!

fullsizeoutput_262bHovedkontoret

Senere kunne jeg så sætte mig med tastaturet og forsøge at få noget af strukturen og overblikket ind i mac’en, samtidig med jeg fik serveret dagens afternoon tea.

fullsizeoutput_262cJa, jeg fik skam Valentines cookies …

Dyre-pigen
På Bali bruger man åbne badeværelser. Et par vægge og et tag, men ellers åbent. Det lyder usselt men det er det ikke. Alt er i det lækreste træ, udskåret og unikt. Håndvasken og badekarret er lavet af hver sin kæmpestor sten og der er bare ikke noget der er grimt. Der er så lige det med det åbne – det nyder dyrelivet også godt af. Man skal se hvor man træder, for gulvet kan godt blive lidt levende af hoppende padder i forskellige størrelser. Eller andre lidt længere krybende dyr … Og i går aftes måtte jeg agere den store frø-redder og hjælpe denne lille fyr

fullsizeoutput_2629Man kan bruge et vinglas til mange ting

ud i regnen (som var begyndt at sile igen). Hvordan den er kommet derop er mig en gåde, men ud kom den. Den tog redningsaktionen i stift frølår, som om den godt vidste, at jeg selvfølgelig ville hjælpe den, og den sad endda lidt ved min side, inden den hoppede ud i regnen.
Men det blev ikke ved det. Bedst som jeg sad og skrev lidt på det, I læser nu, hørte jeg en lille lyd ved døren som stod lidt åben, og fik så øje på bagdelen af et eller andet dyr nede ved gardinet ved mine fødder. Rotte? Mus? Slange? Jeg løftede lidt op i gardinerne uden resultat og ringede så til receptionen, der sendte en delegation af to modige mænd med lommelygter. Ingen dyr i sigte og hvis det ikke var for lorten på gulvet havde de sikkert troet jeg var endnu et hysterisk kvindemenneske. Jeg kan altså kende en rottelort, når jeg ser én! Nå, men hvis jeg hørte noget igen, skulle jeg bare ringe.
Det tog lige lidt tid at falde i søvn, da jeg jo ikke var helt sikker på, om jeg havde fået en rotte-roomie og når man først slår ørene ud her, er der helt sindssygt mange lyde af dyr, som man ikke ved hvad er – eller hvor de er … Men til sidst besluttede jeg, at rotten og jeg vel ikke behøvede at være fjender, så det gik. I dag har de så sat en rottefælde op, og renset mit værelse for små rotte poo-poo’s, og her til aften har jeg været ude at spise panang – chef’s menu. Vi stejlede lidt over de små hele ål men ellers lækkert og endemisk.

fullsizeoutput_262e     fullsizeoutput_262fÅl og andet godt

Lige nu, i skrivende stund, ”mangler” jeg kun at redde en ordentlig kleppert af en frø op af badekarret på badeværelset, så nu tror jeg, jeg forkæler mig med et lille glas og lidt skriveri. Hvis bare noget af alt det fornuftige og virkelig kloge jeg synes jeg havde styr på da jeg slængede mig ved poolen, kan komme ned i word, så har dagen været god på alle måder!

Dagens ord: Tillid

Dagbog fra Bali: 1

Posted on by Misen Groth with 2 Comments

Bare at være tilstede

fullsizeoutput_2616

Skal jeg have to par shorts med – eller går jeg mon overhovedet i shorts? Måske kjoler er bedre? Lange og luftige? Korte med plads til bare ben? Hvor mange? Hvilke? Har jeg for meget tøj og hvis – hvorfor? Og sko, for pokker! Sko. Der er de pæne og så er der dem, jeg kan gå i. Det bliver et af hvert par. Og et ekstra … Panodiler og min medicin. Husk nu for helvede medicinen, Misen! For ikke at tale om bøgerne – men hvordan ved man hvilken én der er god, når man nu ikke har læst dem??
Og tøm skraldespanden.

I går ankom jeg til Bali. Jeg landede i Denpasar efter at have været ca. 17 timer undervejs. Turen gik fint – jeg brugte mange timer på at kigge ud ad det lille vindue og bare se på en vinge, lidt himmel og nogle skyer. Jeg tænkte også lidt, men kikkede mest bare ud. Lavede en lille boble rundt om mig, og deltog kun i verden, når stewardessen serverede noget for mig, eller når jeg skulle tisse. Det var en god boble. Fredelig og en nu-bliver-det-som-det-bliver-boble.
Jeg havde bestilt assistance i Singapore, hvor jeg mellemlandede, hvis jeg nu skulle risikere at skulle med lufthavnstog fra en terminal til en anden, eller et skilt hvor der stod: ”30 minutes to gate”. Jeg lod det være nogen andres ansvar, og kom på den lille bip-bip-bil sammen med to små svenske piger, der var på vej alene til Australien. At jeg så blev sat af 200 meter længere ned ad gangen, kunne jeg jo ikke vide på forhånd, vel? Og der blev kørt til, skulle jeg hilse og sige fra bagsædet!

IMG_2843

I Denpasar blev jeg strikst gelejdet hele vejen ud af den der overdækkede gangbros-dims (undskyld, jeg kan ikke de frække flyfraser), der går hele vejen ud til fly-hoveddøren af en utrolig hurtig dame og så op i en meget lav kørestol. Lidt akavet men over stok og sten gik det, og alle køer blev sprunget over, så jeg levede med at se dum ud. Det var så lige i overkanten, da de to piger (den ene tog sig af min kuffert den anden styrede lavliggeren) insisterede på at vente uden for døren til toilettet, hvor jeg baksede med at få de lår-høje, kinky støttestrømper af. Stramme at få på. Stramme at få af! Men vel spyttet ud af toldernes ingenmandsland, blev jeg hentet af Razali, som egentlig er fra Singapore og derfor kender både sprog og skikke, men også dansk og et velkendt ansigt.

Jeg er på skrivekursus. Lyder som en god undskylning for at tage helt til Bali, ikke? Det er det måske også, men for mig er det en to-i-ener. Varme til min slunkne vinterkrop og så samtidig blive holdt ørerne, så jeg kan få kommet ordentligt i gang med mit nye bogprojekt, men det vil jeg skrive mere om senere.

Nu er jeg her, og jeg har brugt det meste af dagen på at sidde og kigge på alt det grønne, ligge og så sidde lidt igen. Jeg har skrevet på en lille opgave, for der er også lektier for og jeg har kigget lidt i Turen går til Bali, men det er vist også det. Dagens begivenhed var afternoon tea (Espresso for mit vedkomende) serveret på terrassen.

fullsizeoutput_2619

Ellers har jeg bare været her. Tænkt lidt, men forbavsende lidt i forhold til min normale tænke/bekymre-standard. Det har stået ned i stænger, men det er varmt og det gør ikke noget. Jeg var lige ved at komme for sent til aftensmaden fordi jeg havde så travlt med ikke at lave noget. Jeg har bare været tilstede.

Så måske er det mere en tre-i-ener, vi er ude i, for udover varme og arbejde trænger mit lille hoved til at lære at slå fra, og lade nogle andre, noget andet eller bare tiden gøre arbejdet.

Dagens ord: Taknemmelighed

Min feelgood-playliste

Posted on by Misen Groth with 1 Comment

Resized_20170203_182148

Ja, så vendte jeg plader på biblioteket på Kulturværftet i Helsingør i fredags, som I kan se. Simon Brørup var DJ. Det var hyggeligt og særligt at få lov til at spille noget af den musik, der har betydet noget for mig gennem livet og gjort mig glad og rørt på den rigtige måde.

I får lige min playliste, for måske gør det også jer glade? Og måske rører det jer? For det er vel egentlig det musik handler om, er det ikke?
Den midterste del er lidt filmmusik, fordi det har været et ret stort omdrejningspunkt i min familie og jeg tillod mig desuden at spille noget med mig selv, for det var jo en enestående mulighed 😊

Nå, vi får se, hvad I synes:

Dolly Parton – Jolene: Jolene
Pink Floyd – The Wall: Comfortably Numb
Paul Simon – Hearts and Bones: Train in the distance
Prince – Purple Rain: When doves cry
Eva Cassidy – Songbird: Fields of gold

John Williams – Star Wars: Star Wars theme
Angelo Badalamenti – Music from Twin Peaks: Twin Peaks theme
Hans Zimmer – Gladiator: Now we are free, theme song
Jevetta Steele – Bagdad Café: Calling you
Misen – Ørnen: Islands/Forgiveness
Misen – Ørnen: As an Angel Walks By

Paul McCartney – Memory almost full: Everybody’s gonna dance tonight
Coldplay – Mylo Xyloto: Paradise
Gregory Porter – Liquid spirit: No love dying
Misen & Backhausen: Love is okay
Stevie – For once in my life: For once in my life

Resized_20170203_182344

Jeg vender plader

Posted on by Misen Groth with Leave a comment

fullsizeoutput_25f9

Jeg skal ikke synge på fredag, men spille nogle af mine ynglingsplader, som ind i mellem har været med til at holde mit humør oppe, når det ellers helst ville ned. Kom forbi og se om de også gør dig glad? Det forgår på Kulturværftet nu på fredag d. 3/2 2017 og det er mellem kl. 17 og 18. Vi skal bare hygge og lytte 🙂 Du kan se mere her

Gå du bare i forvejen

Posted on by Misen Groth with Leave a comment

Thompson-Gladwell-Track-Chat-Part-III-The-Most-Awesome-Runner-In-The-World-1200
Marianne og jeg har lige været til træning, og vi skal nu ud og have belønningen i form af bønnesalaterne på Det Eksotiske Hjørne og den lille stærke kaffe til dessert. Vejret vurderes til spadsere-vejr – eller vralte-vejr – så vi starter ud på disciplinen 200 meter gakkede gangarter med stop undervejs ved Mariannes bil. Ikke at vi går så gakket igen, vi går bare langsomt og skal både snakke og justere retning ind i mellem. Hun mangler sin frakke, og det er altid på sin plads at holde en lille pause, så vi lige kan finde balancen og tage tilløb til de næste 50 meter. Marianne bøjer sig ind over bagsædet, og imens siger hun høfligt til mig:

“Gå du bare i forvejen, så kommer jeg.”
…

Jeg står lige og mærker efter, mens Marianne bakser med overtøjet.
“Og hvad havde du så tænkt dig?”, spørger jeg flabet. ” At løbe efter mig?”
…

Det splitsekund der går, mens vi kigger på hinanden er guld.
Og så sprutter vi, fniser tøse-hysterisk og ryster på hovedet af Mariannes vidunderlige forglemmelse.

For Marianne kan sgu da ikke indhente mig – og det er ikke fordi jeg er den, der piler af sted. Men Marianne kan altså kun gå nøjagtig lige så langsomt som jeg, og så er der altså ikke nogen der indhenter nogen her.
Det bedste var, at jeg var lige ved at købe den. Lige ved at sige:

“Ok.”

Åh, hvor kan man dog blive taknemmelig. Dér, midt på gaden, på Nørrebro. Over den latter der kommer nede fra maven, og som lige plasker op på stenbroen. Vi er bare to fjollede damer, der siger fjollede ting og når livets sorte alvor pludselig bliver sjov, så er det til at bære.

Jeg løber ingen steder

Posted on by Misen Groth with Leave a comment

fullsizeoutput_25d2
Der er bælgmørkt på gaden.
Man skulle næsten tro, man var på landet og ikke i København. Herude i gråzonen mellem Østerbro og Nørrebronx er der ildevarslende stille. Aldersrogade – er det ikke herude omkring de går og skyder på hinanden? Nå, lige nu har jeg slet ikke tid til at tænke på den slags, for jeg er på vej til Radio Jazz – en lokalradio som har været så flinke at ville interviewe Thor og mig om vores nyudgivne album. Interviewet er kl. 21.30, og jeg skal være der lidt før.

JA, DET ER GODT MED JER, MEN HVOR ER DET?

Her er mørkt som graven og husnumrene hænger ikke ligefrem og lyser op herude. Og dum som jeg er, har jeg ikke lært det endnu: at jeg skal bruge mere tid på parkering, afstandsberegning og at komme fra A: bil til B: destination.

HVOR FANDEN ER DET?

Til sidst tager jeg chancen, hanker op i den lidt for tunge dametaske og stavrer ind i den mørke baggård. Jeg spotter et husnummer – yes, jeg er på rette spor. Selvfølgelig er “mit” nummer nede i den anden ende og med hjertet oppe i halsen af skræk for at komme for sent til en live optagelse eller for at falde over en ølkapsel, halter jeg så hurtigt de stive ben kan bære mig ned i mørket, og finder et oplyst vindue og mit nye ynglingshusnummer. En halv time senere tripper jeg forsigtig ned ad trappen efter endt, og forhåbentlig vellykket, interview. Jeg nåede det. Jeg faldt ikke og jeg sagde vist ikke noget uhørt fjollet. Ud i gården. Døren lukker bag mig.

fullsizeoutput_25cd

Nu har jeg ikke travlt mere, det blæser lidt og en tom dåse rasler i vinden bag mig.
Jeg er ikke mørkeræd eller er den der går og ser spøgelser. Jeg glemmer tit at låse døren og trækker aldrig gardinerne for. Men her er lidt spooky. Mest fordi det pludselig bliver så klart som et neonskilt, at jeg ikke kan løbe. Det, jeg ikke havde tid til at mærke på vejen ind, mærker jeg nu på vejen væk: hvis der skulle dukke nogle virkelig slemme og onde bøh-mænd op her, så er jeg sgu på den! Jeg føler mig lidt som et haltende zebra-føl på savannen. Men jeg er ikke et zebra-føl og det her er ikke savannen men det hårde gademiljø, så jeg starter tilbageturen til min dejlige, sikre bil. Jeg fokuserer tre meter frem ad gangen i mørket, men kan ikke nære mig for at stoppe op og kigge tilbage. Ja, jeg er nødt til at stoppe helt op for at kunne kigge mig tilbage, ellers vælter jeg, så det er et valg: hurtig målrettet stravren med blikket fast frosset mod målet eller western-like scoutadfærd med prærieulvestop, mens man vejrer mod vinden. Den tomme dåse buldrer fælt, og skyggerne blafrer mellem usselt gadelys og vinduer der nærmest lyser af mørke. På trods af at mine ben nu virker som stylter og at jeg er lige ved at skvatte over en ispind, tager jeg mig sammen.
“Misen, du kan godt. Du er der næsten. Godt gået!” Jeg mumler ned i tørklædet og jeg bliver stålsat og beroliget af min egen uforbeholdne ros. Og nu ser jeg den, Volvoen, jeg mærker bilnøglerne i lommen og i løbet af få minutter, der føles som en hel film, er jeg inde i sikkerhed og på vej.

Nej, jeg kan ikke tage benene på nakken, ikke løbe væk eller flygte. Jeg kan heller ikke løbe efter bussen. Nå, ja, det behøver man vel heller ikke at kunne? Nej, måske ikke – i hvert fald ikke hvis man er i god tid (!) – det er bare en grundfeeling normale mennesker tager for givet, men det er faktisk grænseoverskridende og føles utroligt sårbart lige dér. Lige dér i mørket, hvor tanken pludselig rammer. At man ikke kan løbe – eller flygte. Eller bare skynde sig …

Godt min stemme ligger i det skingre leje. Jeg ville nødig være bøh-mand, når jeg først begynder at skræppe op og som tidligere nævnt, ligger min håndtaske i den tunge ende, og den kan jeg stadig godt svinge efter alle de kettlebells jeg har måttet tage livtag med hos Nørrebro Fysioterapi.

fullsizeoutput_25cc
Indlægget er skrevet i oktober 2016.