Jeg skal ikke synge på fredag, men spille nogle af mine ynglingsplader, som ind i mellem har været med til at holde mit humør oppe, når det ellers helst ville ned. Kom forbi og se om de også gør dig glad? Det forgår på Kulturværftet nu på fredag d. 3/2 2017 og det er mellem kl. 17 og 18. Vi skal bare hygge og lytte 🙂 Du kan se mere her
Marianne og jeg har lige været til træning, og vi skal nu ud og have belønningen i form af bønnesalaterne på Det Eksotiske Hjørne og den lille stærke kaffe til dessert. Vejret vurderes til spadsere-vejr – eller vralte-vejr – så vi starter ud på disciplinen 200 meter gakkede gangarter med stop undervejs ved Mariannes bil. Ikke at vi går så gakket igen, vi går bare langsomt og skal både snakke og justere retning ind i mellem. Hun mangler sin frakke, og det er altid på sin plads at holde en lille pause, så vi lige kan finde balancen og tage tilløb til de næste 50 meter. Marianne bøjer sig ind over bagsædet, og imens siger hun høfligt til mig:
“Gå du bare i forvejen, så kommer jeg.”
…
Jeg står lige og mærker efter, mens Marianne bakser med overtøjet.
“Og hvad havde du så tænkt dig?”, spørger jeg flabet. ” At løbe efter mig?”
…
Det splitsekund der går, mens vi kigger på hinanden er guld.
Og så sprutter vi, fniser tøse-hysterisk og ryster på hovedet af Mariannes vidunderlige forglemmelse.
For Marianne kan sgu da ikke indhente mig – og det er ikke fordi jeg er den, der piler af sted. Men Marianne kan altså kun gå nøjagtig lige så langsomt som jeg, og så er der altså ikke nogen der indhenter nogen her.
Det bedste var, at jeg var lige ved at købe den. Lige ved at sige:
“Ok.”
Åh, hvor kan man dog blive taknemmelig. Dér, midt på gaden, på Nørrebro. Over den latter der kommer nede fra maven, og som lige plasker op på stenbroen. Vi er bare to fjollede damer, der siger fjollede ting og når livets sorte alvor pludselig bliver sjov, så er det til at bære.
Der er bælgmørkt på gaden.
Man skulle næsten tro, man var på landet og ikke i København. Herude i gråzonen mellem Østerbro og Nørrebronx er der ildevarslende stille. Aldersrogade – er det ikke herude omkring de går og skyder på hinanden? Nå, lige nu har jeg slet ikke tid til at tænke på den slags, for jeg er på vej til Radio Jazz – en lokalradio som har været så flinke at ville interviewe Thor og mig om vores nyudgivne album. Interviewet er kl. 21.30, og jeg skal være der lidt før.
JA, DET ER GODT MED JER, MEN HVOR ER DET?
Her er mørkt som graven og husnumrene hænger ikke ligefrem og lyser op herude. Og dum som jeg er, har jeg ikke lært det endnu: at jeg skal bruge mere tid på parkering, afstandsberegning og at komme fra A: bil til B: destination.
HVOR FANDEN ER DET?
Til sidst tager jeg chancen, hanker op i den lidt for tunge dametaske og stavrer ind i den mørke baggård. Jeg spotter et husnummer – yes, jeg er på rette spor. Selvfølgelig er “mit” nummer nede i den anden ende og med hjertet oppe i halsen af skræk for at komme for sent til en live optagelse eller for at falde over en ølkapsel, halter jeg så hurtigt de stive ben kan bære mig ned i mørket, og finder et oplyst vindue og mit nye ynglingshusnummer. En halv time senere tripper jeg forsigtig ned ad trappen efter endt, og forhåbentlig vellykket, interview. Jeg nåede det. Jeg faldt ikke og jeg sagde vist ikke noget uhørt fjollet. Ud i gården. Døren lukker bag mig.
Nu har jeg ikke travlt mere, det blæser lidt og en tom dåse rasler i vinden bag mig.
Jeg er ikke mørkeræd eller er den der går og ser spøgelser. Jeg glemmer tit at låse døren og trækker aldrig gardinerne for. Men her er lidt spooky. Mest fordi det pludselig bliver så klart som et neonskilt, at jeg ikke kan løbe. Det, jeg ikke havde tid til at mærke på vejen ind, mærker jeg nu på vejen væk: hvis der skulle dukke nogle virkelig slemme og onde bøh-mænd op her, så er jeg sgu på den! Jeg føler mig lidt som et haltende zebra-føl på savannen. Men jeg er ikke et zebra-føl og det her er ikke savannen men det hårde gademiljø, så jeg starter tilbageturen til min dejlige, sikre bil. Jeg fokuserer tre meter frem ad gangen i mørket, men kan ikke nære mig for at stoppe op og kigge tilbage. Ja, jeg er nødt til at stoppe helt op for at kunne kigge mig tilbage, ellers vælter jeg, så det er et valg: hurtig målrettet stravren med blikket fast frosset mod målet eller western-like scoutadfærd med prærieulvestop, mens man vejrer mod vinden. Den tomme dåse buldrer fælt, og skyggerne blafrer mellem usselt gadelys og vinduer der nærmest lyser af mørke. På trods af at mine ben nu virker som stylter og at jeg er lige ved at skvatte over en ispind, tager jeg mig sammen.
“Misen, du kan godt. Du er der næsten. Godt gået!” Jeg mumler ned i tørklædet og jeg bliver stålsat og beroliget af min egen uforbeholdne ros. Og nu ser jeg den, Volvoen, jeg mærker bilnøglerne i lommen og i løbet af få minutter, der føles som en hel film, er jeg inde i sikkerhed og på vej.
Nej, jeg kan ikke tage benene på nakken, ikke løbe væk eller flygte. Jeg kan heller ikke løbe efter bussen. Nå, ja, det behøver man vel heller ikke at kunne? Nej, måske ikke – i hvert fald ikke hvis man er i god tid (!) – det er bare en grundfeeling normale mennesker tager for givet, men det er faktisk grænseoverskridende og føles utroligt sårbart lige dér. Lige dér i mørket, hvor tanken pludselig rammer. At man ikke kan løbe – eller flygte. Eller bare skynde sig …
Godt min stemme ligger i det skingre leje. Jeg ville nødig være bøh-mand, når jeg først begynder at skræppe op og som tidligere nævnt, ligger min håndtaske i den tunge ende, og den kan jeg stadig godt svinge efter alle de kettlebells jeg har måttet tage livtag med hos Nørrebro Fysioterapi.
Indlægget er skrevet i oktober 2016.
Jeg kan godt lide at rejse. At se nyt. At opleve.
Jeg kan lide at komme væk hjemmefra, fordi det vækker min nysgerrighed, åbner mit sind og gør mig til en skarpere og mere synlig version af mig selv, fordi jeg ser og bliver set. Fordi jeg er nødt til at forholde mig til verden, når jeg er ude i den.
Men jeg har også bare nogen gange brug for at komme ud og tænke på noget andet. Jeg har brug for at blive distraheret og opleve dejlige ting, der ikke handler om stive ben og slæbning af indkøbsposer. Jeg har brug for ferie til mit lille hoved, til velvære, oplevelser og varme.
Så jeg rejser – eller gør nogen gange ting, jeg ikke har prøvet før.
Men jeg rejser ikke hvor som helst, og jeg undersøger gerne grundigt, før jeg kaster mig ud i noget. Der er jo en del ting jeg er nødt til at forholde mig til. Jeg går ikke særlig langt og en smule usikkert og så virker stress og nervøsitet som benzin på sclerose-bålet, så det forsøger jeg også at undvige.
Så planlægning og grundig research er mine kodeord.
Grunden til at jeg skriver dette er, at jeg formoder, at jeg ikke er den eneste, der har det sådan. Vi har alle sammen brug for at komme lidt væk, at opleve og se eller mærke noget vi ikke er vant til. Om det så er et kro-ophold i Thyborøn, en rundrejse i Asien eller en tur i den lokale svømmehal.
Måske viser det sig at rundrejsen er piece of cake, fordi du har hyret assistance i lufthavnen og bliver drønet rundt af den lille el-bip-bil og skider på at folk glor og har husket at tjekke at alle dine hoteller har elevator. Og måske er turen i svømmehallen et råddent projekt, fordi der er trapper, glat på gulvet og hundekoldt.
Nogle af erfaringer må man selv gøre sig, men jeg har besluttet at lave lidt public service og anmelde de steder jeg enten har været eller der jeg nu måtte komme i fremtiden. Det kan være et hotel, en lufthavn, et kursus. Noget hvor jeg selv har bekymret mig om forholdene og omstændighederne i forhold til min kunnen og min formåen. Jeg vil ikke være firkantet og uddele stjerner, hjerter eller kørestole – bare fortælle lidt om hvordan jeg oplevede det pågældende sted, og om det er noget jeg kan anbefale i forhold til det mentale udbytte. Og så selvfølgelig om de ydre omstændigheder gjorde det muligt for mig at nyde min oplevelse.
Jeg vil hermed også opfordre jer derude til at sende små anmeldelser – enten i kommentarfeltet eller til mig på mail og så vil jeg videregive dem. Jeg tænker vi kan hjælpe hinanden lidt?
Vi der lever med skavanker af den ene eller anden art, skal jo også ud og opleve både natur, kultur, andre folkeslag og fremmede verdner. Nogen har desuden brug for varme, andre for kulde, men hvor rejser man hen, på en sikker og rar måde, hvis man aldrig har været der før? Lad os dele erfaringerne: Hvor rejser du hen om vinteren? Har hotellet elevator? Hvor træner du? Kan man parkere? En restaurant med plads til kørestol? En storby der er nem at færdes i? Busser? Taxi? Metro? Koncerter? Det kan være så mange ting: noget du har kastet dig ud i, som viste sig at være det hele værd – eller det absolut modsatte …
Jeg vil i dag starte med at anmelde Hotel Skansen i Båstad, hvor min veninde Martha og jeg drog op en decembersøndag for at blive forkælet lidt.
Turen til Båstad er ikke lang i bil. Det tager ca. 45 min. Fra Helsingborg, og Båstad er en hyggelig og fin lille by, der ligger helt ud til havet. Byen rummer også en legendarisk udendørs tennisarena, der ligger lige ved hotellet – mere om den senere.
Efter den korte køretur parkerede vi på en handicapplads lige ved hoveddøren, klods op ad tennisbanen. Pyha, første bekymringns-issue gjort til skamme.
Vi kunne først få vores værelse kl. 15, men det vidste vi godt og styrede fluks mod koldbadehuset, som ligger ude i havet. Turen derud er kort, og der en fin, fast bro med gelænder. Vel inde i varmen var der lune omklædningsrum med god plads og brusere til lige at starte op på. Dejlig dame-sauna – mændenes ligger på modsatte side. Ikke at fælles sauna generer mig, men det er jo Sverige … Efter 15 minutter i saunaen var vi så klar til en tur i havet. Heldigvis en meget kort tur til det kolde gys: Der er en dør ud fra brusebadet og så ned ad trappen til havet. Trappen ned er lidt lang og – kold! Vandet var skønt – og koldt! Meget grumset og mudret havvand, men havvand var det og man bliver på mærkværdigste vis utrolig lykkelig i et splitsekund. Blodet ruller rundt derinde og man bliver helt glad i låget over noget iskoldt vand. Op i sauna igen. Ståltrappen var så kold, at jeg ærgrede mig over, jeg ikke havde taget mine usexede gule crocs med. Med hælkappen kan de nemlig sagtens blive siddende mens man dypper, og så bliver de ømtålelige fødder ikke så udfordrede op ad trappen. Gelænderet var heldigvis lavet af reb, for hvis det er stål er det uudholdeligt koldt at holde på, og det er vi jo nogen der er nødt til.
Efter et par ture i sauna og i havet lagde vi os i deres varme udendørs bassin og det var så skønt at vi måtte huje og juble som små teenagetøser (Der var ikke andre på det tidspunkt …) Der sad vi så i varmen under den grå himmel, ovenpå det grumsede hav og måtte til sidst tage en sidste tur i havet, inden vi smuttede under bruseren og overvejede en tår kaffe i den lille tilhørende bar/café med den buldrende pejs og panoramaudsigt, men vi havde mere på wellnes-programmet og måtte videre.
Vi fik nøgler til vores værelse, som lå flot med udsigt ud over Laholmsbukten, og vi kunne lige få plads til Marthas cava i køleskabet. Der er elevatorer flere steder, og de kører både halve og hele etager, så man kan snildt komme rundt.
Med i vores pris var en kagebuffet, og den tog vi for os af nu, hvor vi havde skiftet til hotellets slåbrok og dertilhørende sexy tøfler. Men her har alle lige præcis dén uniform på, så hvis man ikke vil stikke for meget ud, er det dét, man sjosker rundt i. Fine kager. Lækkert. Jeg har ikke sådan en sød tand og ville godt have haft en espresso, men det her er Sverige og her drikker man drypkaffe. Godt der så hørte et glas boblevand til, det kan nok måle sig med espresso!
Vi havde bestilt en fodmassage og jeg en hotstone og Martha en helkropsmassage. Disse ydelser koster ekstra og er ikke billige. Fodmassagen var dejlig, men viste sig at være en udfordring for mine fødder, der spasser over den mindste sten eller kilderi. Pigen der masserede var vist finsk og virkede meget forskræmt over mit svensk-danske , så jeg opgav at forklare om mine særlige spjæt-fødder – prøvede bare lidt anstrengt at slappe så meget af, som jeg kunne. Martha var meget tilfreds med sin fodbehandling.
Min hotstonemassage havde jeg glædet mig til. Har tit tænkt at det måtte være ekstra godt for mig og mine stive lemmer, men det var en skuffelse. Dejligt jo, men at få bevæget nogle varme sten op og ned ad ryggen, var ikke sådan jeg havde forestillet mig det. Og så for 775,- svenske kroner. Godt men ligegyldigt, hvis I spørger mig. Martha havde det på samme måde med sin helkropsmassage. Havde godt nok glædet mig til noget massage, der ikke gjorde ondt – før det gør det sgu når fysserne tager fat – men det her vil jeg mere karakterisere som veninde-massage. Sødt, rart og lidt for ufarligt. Der var så også lige ved at gå ged i aftalerne oppe på behandlingsgangen, som er en lille smule kinky med de små rum hvor damer og mænd bliver lukket ind og ud i ens slåbroks. Nå, men efter jeg havde ventet et kvarter, fik de plads til mig.
Efter endt massage nåede vi lige op på værelset, og fik et lille glas med bobler, inden vi svansede ned i restauranten – ikke i slåbrok!
Tre retter og en fin flaske vin. Udmærket mad. Mad, der ser pænere ud end det smager. Forretten var noget koldt, tyndt skivet kød, som vi var enige om måtte være stegen fra i går. Men med kantareller går det selvfølgelig. Resten var godt, men ubetydeligt. Så ubetydeligt, at jeg ikke kan huske hvad det var. Vinen var ok, kaffen var dyr (Her kunne man få espresso og cappuchino)
Der var ingen dans til den lyse morgen. Alt var stille og roligt, nydeligt og velordnet. Morgenbuffetten savnede absolut ingenting (utroligt, hvad folk kan proppe i sig, når der er bacon og pølser ad lib)
Inden vi startede bilen, måtte vi lige se på tennisbanen, som er dét, der én uge om året får Tisvilde til at blegne. I den uge kan man rende ind i Rafael Nadal, Serena Williams eller Hugh Grant og den lille by er proppet og stoppet. Martha prøvesad lige en af de vel nok billigste pladser og vi håber den er billig, for tennis kan man da ikke se. Til gengælde kan dem der går forbi se dig, så hvem ved – måske er det alligevel en af de mest eftertragtede pladser?
Efter lidt bøvl på tankstationen med motoren til benzindækslet (Sidder der en motor der??), hvor vi måtte ind bag et panel bag i Volvoen få at åbne dækslet manuelt, kom vi til Helsingør i godt humør med røde kinder og bacon i blodet.
Jo, jeg vil godt gøre det igen og vil gerne anbefale det! Dejligt forkælelsessted med overkommelig køretur. Absolut handicapvenligt og afstressende. Næste gang vil jeg nøjes med koldbadehuset, som virkelig var en god oplevelse og gratis, når man overnattede og vælge de dyre, lidt intetsigende behandlinger fra. Husk crocs, badesko eller lignende til den kolde trappe, når man nu ikke kan løbe op og ned af den.
Vi købte opholdet gennem Takeoffer og gav 995,- pr. person som bestod af overnatning, tre-retters menu, koldbadehus, afternoon tea med et glas bobler og gigantisk morgenbuffet.
Vinterbadning er fedt under de rigtige forhold – prøv det!!
Ih, hvor kan man købe mange interessante ting!
Stødte lige på denne her fedtsøjle med insekter og tænkte:
“Nå, for søren, så er der proteiner for de tynde! Jamen, det er vist da også det nye sort.”
Det viste sig at være fuglefoder, så jeg må straks købe og se om det gør dem lykkeligere. Altså fuglene. Fedtindpakkede insekter – lækkert!
Og så sidder man og bladrer lidt i Samvirke – et i øvrigt udmærket magasin – og støder på lidt forskellige tilbud.
Det første mine øjne fanger er en dehydrator og straks tænker jeg overgangsalder og svedeture men nej, det er bare endnu en køkkenhimstregims. Denne gang én, der kan indtørre frugt og grøntsager, så de kan spises som astronautføde uden det mindste spor af hverken fedt eller smag.
Og så i ud af øjenkrogen – måske en lille smule eksalteret og imponeret over hvad der findes af maskiner – synes jeg, jeg skimtede en hysterilampe, og nu begynder jeg for alvor at være interesseret. Men øv, i min opstemthed har jeg læst forkert – det er bare den gode gamle lysterapilampe og dét er set før. Ikke noget epokegørende dér.
Nå, jeg har besluttet mig for at blive klogere jo ældre jeg bliver, og jeg har så rigeligt af køkkenmaskiner, så jeg søger efter interessante foredrag. Jeg finder denne side og bliver en kende overrasket.
Her fremgår det tydeligt at appelsinhud er i højere kurs end både selvsabotage, Stig Lommer og “Høns for viderekomne”. Kurset “Slip af med appelsinhud” er simpelthen fuldtegnet. Det har fået rød plet, der betyder: stoppropfyldt. Der plads på “Det gode børneliv”, men det er åbenbart slet ikke i lige så populært. Det er heldigvis muligt at komme på venteliste – pyha!
Gad vide hvem det er, der melder sig? Gad vide hvordan de ser ud? Og mon det er et krav, at man har appelsinhud? Det er i hvert fald rift om pladserne, så det må være noget der optager danskerne. Måske kan de bruge dehydratoren? Eller hysterilampen?
Det tegnede ellers til at blive en vild søndag formiddag: en dehydrator til at affugte appelsinhuden og al den unødvendige og ubrugelig svedproduktion vi damer må lægge hud til. Ja, det var bare ærgerligt, den men hysterilampen – det vil tage mig et par dage at komme mig over den skuffelse. Og den ville jeg have købt, selv om der ikke var medlemsrabat!
Det sker at folk kigger skævt til mig, når jeg indtager handiccappladsen ved SuperBrugsen. Måske de ikke synes min gamle, sorte Volvo V70 ligner noget en handicappet kører i, så allerede når jeg svinger ind, kan der sive lidt skepsis ud – især fra de konkurrerende handicappede. De kigger gerne tydeligt indiskret ind ad mit bilvindue for at se, om jeg nu er én af dem. Hvordan de kan mærke, fornemme eller se hvem der er en “rigtig” handicappet, er mig en gåde, men det kan de åbenbart.
Hvis jeg har solbriller på og læderjakke er jeg helt klart dumpet, det kan jeg mærke på de misbilligende blikke med det samme – så er jeg ikke en ægte handicappet. Så er jeg mere en wannabe handicappet, der prøver at tiltuske sig nogle af alle de gratis glæder, som handicappede jo nyder så godt af.
I dag var der ikke nogen der fnysede af, at jeg holdt på handicappladsen ved SuperBrugsen.
I dag lignede jeg det, der er forventet. Blegsotig, nedadvendte mundvige, fedtet, uredt hår, joggingbukser og et ansigtsudtryk, der signalerede: “Stay away, eller det bliver værst for dig selv!” Jeg bliver meget sjældent syg, men efter at være blevet hostet på i en måneds tid af alle de andre uheldige og uskyldige syge, måtte min krop give efter. Efter en dag med feber på mindst 100 har jeg endelig i dag været i stand til at være lidt menneske igen.
Kombinationen feber og sclerose er ufed. En dårlig cocktail. Feberen går ud i alle nerver, ben der før var vingummi bliver til en slags varm leverpostej. Fingre der før snurrede, bliver til en ukendelig krogagtig legemsdel, der næsten ikke en gang kan holde på et glas. Og svimmel. Pissesvimmel. En tur på det lille hus bliver en bjergbestigning, for bare at komme ud af sengen og ud på toilettet, er lidt af en bedrift. Når man så er derude og pludselig kan mærke lidt kvalme og en let grøn farve stige op i ens ellers forhåbentlig kønne ansigt, tænker man. “F…” “Dårlig plan, Misen at besvime her. Hvor kan jeg falde uden at slå mig for meget? Nej, jeg nægter sgu at besvime – dur ikke. Jeg bliver siddende her!” Og det gør jeg så indtil jeg tør rejse mig igen og får vraltet tilbage i seng igen.
Nu forstår jeg pludselig mænd meget bedre! Det er selvfølgelig sådan det føles for et rigtigt mandfolk. Det må være sådan, I har det og så er det klart I piver lidt – det vil jeg huske til en anden gang …
Jeg er ikke helt rask endnu, men jeg har vasket mit sengetøj og mit hår og så været på turen til SuperBrugsen, så jeg kan få noget ordentligt og sundt at spise. Hurra for økologiske færdigretter! Og benene er blevet til vingummi igen og fingrene skriver da det her nu, så nu er jeg på vej tilbage til storformen. Jeg har nemlig besluttet – som de fleste af jer, tænker jeg – at 2017 bliver et optursår, et wow-år, intet mindre. Jeg glæder mig, og når jeg lige har snottet færdig er jeg klar!
Og så et lille bitte hjertesuk: Tænk lige på, at den mindste lille virus eller infektion, som for jer raske ikke virker særlig slem, kan for andre være temmelig nedlæggende. Så host lige af hjemmefra eller spørg måske lige om det er ok, før I kommer forbi. For kom da endelig forbi!
Og ok, en lidt skæv start på 2017, men jeg havde en absolut fed oplevelse ved vores koncert i Hårbøllehuset på Møn d. 30/12, så jeg er fuld af forventning om flere af dem, nye bogprojekter og alt det gode, der kommer til dem, der venter. Lille mig. Den store verden venter også. Kom så, verden, ryst skidtet af dig. Du kan godt! Og så godt nytår, for pokker!
