Det sker at folk kigger skævt til mig, når jeg indtager handiccappladsen ved SuperBrugsen. Måske de ikke synes min gamle, sorte Volvo V70 ligner noget en handicappet kører i, så allerede når jeg svinger ind, kan der sive lidt skepsis ud – især fra de konkurrerende handicappede. De kigger gerne tydeligt indiskret ind ad mit bilvindue for at se, om jeg nu er én af dem. Hvordan de kan mærke, fornemme eller se hvem der er en “rigtig” handicappet, er mig en gåde, men det kan de åbenbart.
Hvis jeg har solbriller på og læderjakke er jeg helt klart dumpet, det kan jeg mærke på de misbilligende blikke med det samme – så er jeg ikke en ægte handicappet. Så er jeg mere en wannabe handicappet, der prøver at tiltuske sig nogle af alle de gratis glæder, som handicappede jo nyder så godt af.
I dag var der ikke nogen der fnysede af, at jeg holdt på handicappladsen ved SuperBrugsen.
I dag lignede jeg det, der er forventet. Blegsotig, nedadvendte mundvige, fedtet, uredt hår, joggingbukser og et ansigtsudtryk, der signalerede: “Stay away, eller det bliver værst for dig selv!” Jeg bliver meget sjældent syg, men efter at være blevet hostet på i en måneds tid af alle de andre uheldige og uskyldige syge, måtte min krop give efter. Efter en dag med feber på mindst 100 har jeg endelig i dag været i stand til at være lidt menneske igen.
Kombinationen feber og sclerose er ufed. En dårlig cocktail. Feberen går ud i alle nerver, ben der før var vingummi bliver til en slags varm leverpostej. Fingre der før snurrede, bliver til en ukendelig krogagtig legemsdel, der næsten ikke en gang kan holde på et glas. Og svimmel. Pissesvimmel. En tur på det lille hus bliver en bjergbestigning, for bare at komme ud af sengen og ud på toilettet, er lidt af en bedrift. Når man så er derude og pludselig kan mærke lidt kvalme og en let grøn farve stige op i ens ellers forhåbentlig kønne ansigt, tænker man. “F…” “Dårlig plan, Misen at besvime her. Hvor kan jeg falde uden at slå mig for meget? Nej, jeg nægter sgu at besvime – dur ikke. Jeg bliver siddende her!” Og det gør jeg så indtil jeg tør rejse mig igen og får vraltet tilbage i seng igen.
Nu forstår jeg pludselig mænd meget bedre! Det er selvfølgelig sådan det føles for et rigtigt mandfolk. Det må være sådan, I har det og så er det klart I piver lidt – det vil jeg huske til en anden gang …
Jeg er ikke helt rask endnu, men jeg har vasket mit sengetøj og mit hår og så været på turen til SuperBrugsen, så jeg kan få noget ordentligt og sundt at spise. Hurra for økologiske færdigretter! Og benene er blevet til vingummi igen og fingrene skriver da det her nu, så nu er jeg på vej tilbage til storformen. Jeg har nemlig besluttet – som de fleste af jer, tænker jeg – at 2017 bliver et optursår, et wow-år, intet mindre. Jeg glæder mig, og når jeg lige har snottet færdig er jeg klar!
Og så et lille bitte hjertesuk: Tænk lige på, at den mindste lille virus eller infektion, som for jer raske ikke virker særlig slem, kan for andre være temmelig nedlæggende. Så host lige af hjemmefra eller spørg måske lige om det er ok, før I kommer forbi. For kom da endelig forbi!
Og ok, en lidt skæv start på 2017, men jeg havde en absolut fed oplevelse ved vores koncert i Hårbøllehuset på Møn d. 30/12, så jeg er fuld af forventning om flere af dem, nye bogprojekter og alt det gode, der kommer til dem, der venter. Lille mig. Den store verden venter også. Kom så, verden, ryst skidtet af dig. Du kan godt! Og så godt nytår, for pokker!