Der er bælgmørkt på gaden.
Man skulle næsten tro, man var på landet og ikke i København. Herude i gråzonen mellem Østerbro og Nørrebronx er der ildevarslende stille. Aldersrogade – er det ikke herude omkring de går og skyder på hinanden? Nå, lige nu har jeg slet ikke tid til at tænke på den slags, for jeg er på vej til Radio Jazz – en lokalradio som har været så flinke at ville interviewe Thor og mig om vores nyudgivne album. Interviewet er kl. 21.30, og jeg skal være der lidt før.

JA, DET ER GODT MED JER, MEN HVOR ER DET?

Her er mørkt som graven og husnumrene hænger ikke ligefrem og lyser op herude. Og dum som jeg er, har jeg ikke lært det endnu: at jeg skal bruge mere tid på parkering, afstandsberegning og at komme fra A: bil til B: destination.

HVOR FANDEN ER DET?

Til sidst tager jeg chancen, hanker op i den lidt for tunge dametaske og stavrer ind i den mørke baggård. Jeg spotter et husnummer – yes, jeg er på rette spor. Selvfølgelig er “mit” nummer nede i den anden ende og med hjertet oppe i halsen af skræk for at komme for sent til en live optagelse eller for at falde over en ølkapsel, halter jeg så hurtigt de stive ben kan bære mig ned i mørket, og finder et oplyst vindue og mit nye ynglingshusnummer. En halv time senere tripper jeg forsigtig ned ad trappen efter endt, og forhåbentlig vellykket, interview. Jeg nåede det. Jeg faldt ikke og jeg sagde vist ikke noget uhørt fjollet. Ud i gården. Døren lukker bag mig.

Nu har jeg ikke travlt mere, det blæser lidt og en tom dåse rasler i vinden bag mig.
Jeg er ikke mørkeræd eller er den der går og ser spøgelser. Jeg glemmer tit at låse døren og trækker aldrig gardinerne for. Men her er lidt spooky. Mest fordi det pludselig bliver så klart som et neonskilt, at jeg ikke kan løbe. Det, jeg ikke havde tid til at mærke på vejen ind, mærker jeg nu på vejen væk: hvis der skulle dukke nogle virkelig slemme og onde bøh-mænd op her, så er jeg sgu på den! Jeg føler mig lidt som et haltende zebra-føl på savannen. Men jeg er ikke et zebra-føl og det her er ikke savannen men det hårde gademiljø, så jeg starter tilbageturen til min dejlige, sikre bil. Jeg fokuserer tre meter frem ad gangen i mørket, men kan ikke nære mig for at stoppe op og kigge tilbage. Ja, jeg er nødt til at stoppe helt op for at kunne kigge mig tilbage, ellers vælter jeg, så det er et valg: hurtig målrettet stravren med blikket fast frosset mod målet eller western-like scoutadfærd med prærieulvestop, mens man vejrer mod vinden. Den tomme dåse buldrer fælt, og skyggerne blafrer mellem usselt gadelys og vinduer der nærmest lyser af mørke. På trods af at mine ben nu virker som stylter og at jeg er lige ved at skvatte over en ispind, tager jeg mig sammen.
“Misen, du kan godt. Du er der næsten. Godt gået!” Jeg mumler ned i tørklædet og jeg bliver stålsat og beroliget af min egen uforbeholdne ros. Og nu ser jeg den, Volvoen, jeg mærker bilnøglerne i lommen og i løbet af få minutter, der føles som en hel film, er jeg inde i sikkerhed og på vej.

Nej, jeg kan ikke tage benene på nakken, ikke løbe væk eller flygte. Jeg kan heller ikke løbe efter bussen. Nå, ja, det behøver man vel heller ikke at kunne? Nej, måske ikke – i hvert fald ikke hvis man er i god tid (!) – det er bare en grundfeeling normale mennesker tager for givet, men det er faktisk grænseoverskridende og føles utroligt sårbart lige dér. Lige dér i mørket, hvor tanken pludselig rammer. At man ikke kan løbe – eller flygte. Eller bare skynde sig …

Godt min stemme ligger i det skingre leje. Jeg ville nødig være bøh-mand, når jeg først begynder at skræppe op og som tidligere nævnt, ligger min håndtaske i den tunge ende, og den kan jeg stadig godt svinge efter alle de kettlebells jeg har måttet tage livtag med hos Nørrebro Fysioterapi.

Indlægget er skrevet i oktober 2016.