Dagbog fra Bali: 2

Travlt på hovedkontoret

fullsizeoutput_2630

Morgenmøde
”Vi mødes kl. 9 på terrassen, så hvis alle har spist morgenmad inden da …”
Det var det, vi alle selvfølgeligt nikkede ja til i går aftes, inden vi gik på puden. Vi er jo for at lære og for hver i sær at komme videre med vores små nulrede notesbøger eller lange uendelige word-filer, der bare hele tiden laver nye hvide sider, hver gang man tror man nærmer sig noget der ligner slutning. Hvide, tomme sider der hvisker:
”Ha ha, du bliver aldrig færdig! Og der er alligevel ingen, der gider læse det!”

Og her sidder vi – en lille gruppe vidt forskellige mennesker med vidt forskellige baggrunde, alder og ikke mindst vidt forskellige idéer om hvad vi det er vi vil skrive og hvorfor. Noget er meget konkret – andet meget mere flyvende og emotionelt. Men vi er her, og vi fortæller, lytter til hinanden og får indsigt i historier, liv og visioner vi ellers aldrig ville have kendt til. Her er der ingen der sladrer og alt kan siges. Stemningen er fin og rigtig, og jeg føler mig privilegeret over at sidde med.

Arbejde på hovedkontoret
De sidste par dage har vi haft besøg af solen i flere timer og det er godt!
Heidi har besøgt mig i min hytte og har haft taskefulde med af gode råd til både blog og bog. Masser af plads til forbedring! Da solen pludselig bare gik amok, gik jeg på ”hovedkontoret” – det vil sige, jeg tog et dyp i poolen, lagde mig godt til rette med lag-på-lag solcreme på, lukkede øjnene og gik på arbejde. Inde bag faktor 30 fik jeg så ordnet både kapitler, overskrifter og titler. Det er ret smart at have bærbart kontor!

fullsizeoutput_262bHovedkontoret

Senere kunne jeg så sætte mig med tastaturet og forsøge at få noget af strukturen og overblikket ind i mac’en, samtidig med jeg fik serveret dagens afternoon tea.

fullsizeoutput_262cJa, jeg fik skam Valentines cookies …

Dyre-pigen
På Bali bruger man åbne badeværelser. Et par vægge og et tag, men ellers åbent. Det lyder usselt men det er det ikke. Alt er i det lækreste træ, udskåret og unikt. Håndvasken og badekarret er lavet af hver sin kæmpestor sten og der er bare ikke noget der er grimt. Der er så lige det med det åbne – det nyder dyrelivet også godt af. Man skal se hvor man træder, for gulvet kan godt blive lidt levende af hoppende padder i forskellige størrelser. Eller andre lidt længere krybende dyr … Og i går aftes måtte jeg agere den store frø-redder og hjælpe denne lille fyr

fullsizeoutput_2629Man kan bruge et vinglas til mange ting

ud i regnen (som var begyndt at sile igen). Hvordan den er kommet derop er mig en gåde, men ud kom den. Den tog redningsaktionen i stift frølår, som om den godt vidste, at jeg selvfølgelig ville hjælpe den, og den sad endda lidt ved min side, inden den hoppede ud i regnen.
Men det blev ikke ved det. Bedst som jeg sad og skrev lidt på det, I læser nu, hørte jeg en lille lyd ved døren som stod lidt åben, og fik så øje på bagdelen af et eller andet dyr nede ved gardinet ved mine fødder. Rotte? Mus? Slange? Jeg løftede lidt op i gardinerne uden resultat og ringede så til receptionen, der sendte en delegation af to modige mænd med lommelygter. Ingen dyr i sigte og hvis det ikke var for lorten på gulvet havde de sikkert troet jeg var endnu et hysterisk kvindemenneske. Jeg kan altså kende en rottelort, når jeg ser én! Nå, men hvis jeg hørte noget igen, skulle jeg bare ringe.
Det tog lige lidt tid at falde i søvn, da jeg jo ikke var helt sikker på, om jeg havde fået en rotte-roomie og når man først slår ørene ud her, er der helt sindssygt mange lyde af dyr, som man ikke ved hvad er – eller hvor de er … Men til sidst besluttede jeg, at rotten og jeg vel ikke behøvede at være fjender, så det gik. I dag har de så sat en rottefælde op, og renset mit værelse for små rotte poo-poo’s, og her til aften har jeg været ude at spise panang – chef’s menu. Vi stejlede lidt over de små hele ål men ellers lækkert og endemisk.

fullsizeoutput_262e     fullsizeoutput_262fÅl og andet godt

Lige nu, i skrivende stund, ”mangler” jeg kun at redde en ordentlig kleppert af en frø op af badekarret på badeværelset, så nu tror jeg, jeg forkæler mig med et lille glas og lidt skriveri. Hvis bare noget af alt det fornuftige og virkelig kloge jeg synes jeg havde styr på da jeg slængede mig ved poolen, kan komme ned i word, så har dagen været god på alle måder!

Dagens ord: Tillid

Leave a Comment

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *