En lille pause i Ubud, Bali.

Der var trapper overalt, da jeg var på Bali. Noget helt almindelig mennesker måske ikke lige tænker over, men noget et par trænede scleroseøjne straks observerer, lagrer, bedømmer og vurderer. Sværhedsgrad? Gelænder? Antal trin? Alternative veje til målet? Selve indgangen til dér hvor vi boede, var for eksempel én stor trappe – først op, så ned. Og intet gelænder. Så allerede der forsvinder lidt af den ellers planlagte ankomst-elegance.

Så var det godt, jeg havde mine pinde! Ja ja, jeg ved godt det hedder stave, men det er for at forsøge at retfærdiggøre, at man vel næppe kan kalde det vandring, det jeg foretager mig. Manden i den yderst velassorterede outdoorbutik var ellers fyr og flamme, da jeg kom ind i butikken og spurgte efter det aller ypperste inden for vandrestave. Han fremviste med stolthed de nyeste, letteste, mest sammenklappelige – og dyreste – og jeg var straks interesseret. Da jeg så, måske lidt undskyldende, proklamerede at de skulle kompensere for manglende muskel-power i benene og skulle bruges som balancestænger, gled hans opadpgående mundvige ned til stregmundsniveau:
”Så tror jeg, du skal tage dem her,” sagde han og rakte mig et par fra den nederste hylde, mens han spejdede efter hipster-typer med mudrede bjergstøvler i butikken, der bedre fortjente luksusgrejet.
Det var så det billigste eksemplar, kunne jeg se, og ikke fordi der er noget i vejen med billigt, for søren da, men det det var jo sammenklappeligheden og ultraweight jeg var ude efter. Og så ikke noget der siger: ”Klak, klak,” eller: “Se mig, jeg halter!” og får alle til at vende sig om.
“Jeg tager dem,” insisterede jeg, og pegede på den dyre, lydløse model.
Han solgte dem modvilligt til mig og uden begejstring.

Jeg er så glad for mine pinde. Jeg brugte dem op og ned af alle de små trin og trapper, og jeg travede endda lidt rundt i Ubud og på lokale markeder og det havde været svært uden dem. De kan klappes sammen og ligge i min håndbagage. De gør mig modig og mere mobil og så må jeg leve med at folk har meget svært ved at forstå kombinationen: haltende dame og vandrestave. Og så luksusmodellen! Om 14 dage skal de med mig til London.

Her var det aldrig gået uden mine vandrepinde.