Fra: “Av, av” til: “Ahh”

Flødeskumsyoga
“Hvor er det godt, du kommer,” siger Bitten lavt og varmt smilende, da jeg træder ind ad døren.
Stemningen er rar og helt afslappet i det store rum, hvor folk stille og roligt indfinder sig til søndagens forkælelse. Ud af højtalerne flyder der feelgood klingklang-musik som signalerer stilletid og jeg slapper allerede lidt af. Det er sat til at vare tre timer og lige nu er det lidt svært at forestille sig. På gulvet er der dækket op. Der er sirligt lagt yogamåtter ud – og i dag er det tykke yogamåtter – og til hver plads er der et sæt med skumklodser, yoga-pølle (Ja, det hedder det altså …), lille pude, tæppe og øjenpude. Nogle sludrer lavt, mens andre allerede har lagt sig til rette med tæppet på og lukket øjnene. Jeg synes faktisk lige i dag, at det er mægtig rart ikke at skulle snakke, så jeg udser mig en plads i ude i siden og lægger mig. Vi har alle sammen tykke strømper og hyggetrøjer på; det fancy yogaoutfit er blevet hjemme og smart og trendy er ikke tilstede her søndag formiddag.

Jeg er taget til restorativ yoga hos YOGAPRAXIS i Hornbæk. Jeg er spændt og lidt nervøs, for jeg ved ikke hvad min sclerosekrop vil sige til det. Jeg har prøvet yoga før og det føles godt, men der er flere stillinger, der ikke ligger lige til mit højreben – eller venstre, så det har været med lidt blandede følelser. Jeg er dog fuldstændig klar over, at jeg i min dagligdag bruger så meget krudt på at holde balancen, ikke bide i græsset og i det hele taget få gjort det jeg skal, så min krop naturligvis bliver en lille hård sammenbidt knytnæve, der i den grad trænger til at blive strakt og blødgjort. Det er derfor jeg er her i dag.

Jeg overgiver mig
Bitten starter med at fortælle os om den særlige yoga vi skal udføre i dag. Restorativ yoga. Genopbyggende yoga. Cellefornyende yoga. Godt mod stress, søvnproblemer og manglende energi. Flødeskums-yoga. What’s not to like? Vi ligger på ryggen med tæpper og starter forsigtigt med – lidt afspænding. “Godt,” tænker jeg, “her kan jeg følge med.” Så strækker vi forsigtigt både højre og venstre side og nu er vi klar til de restorative stillinger.
“Put et par skumklodser under hovedet, læg pøllen (!) på tværs lige der hvor BH’en plejer at sidde og så armene ud til siden.” Bitten viser hvordan, jeg bakser med udstyret og får mig lagt ned i en meget akavet stilling, synes jeg nok.
“Lig lidt og mærk hvordan I langsomt overgiver jer til stillingerne,” siger Bitten med blød stemme og faktisk kan jeg mærke en langsom overgang fra: “Av, av” til: “Ahh”. De skuldre der bare helst vil bo oppe ved ørerne, bliver tvunget til at slappe af og min krop giver pludselig efter, så hele brystpartiet strækkes ud og vejrtrækningen kommer helt ned i maven. Det er den vildeste fornemmelse. Hvorfor har jeg aldrig gjort det før?
Vi ligger i strækkene i op til 10 minutter og nogen gange bruger vi stole, ekstra klodser og flere tæpper så man bedre kan sidde i strækket. Alt er liggende eller siddende.
Så er der pause. Bitten har bagt knækbrød og der er melon og urtete. Vi lister rundt og snakker lavt, hvis vi overhovedet snakker.

Mellemmåltidet

Dyb taknemmelighed
Tilbage på måtten er jeg efterhånden ved at have fat i det. Hvis jeg bare følger Bittens anvisninger, som er tydelige og altid med en alternativ variation, for det her må nemlig ikke gøre ondt, er jeg tryg og nærmest mobil. Jeg kan mærke hvordan min krop bliver glad, og når jeg har lagt mig i en stilling og er lige ved at gå fra: “Av, av” til: “Ahh”, kommer Bitten og hvisker:
“Ligger du godt?”
Jeg mumler:
“Mmm” og kan ikke lade være med at smile.
Så putter hun tæppet ned om mine fødder, lægger øjenpuden på og afslutter med lige at stryge mig over håret. Jeg bliver helt blød som smør, de små tårer presser på inde bagved, alt er nu helt åbent, sårbart og følelserne står i kø. Omsorgen er overvældende og jeg føler en nærmest voldsom taknemmelighed oveni alt det andet jeg føler.
Vi slutter med en afspænding med små hvedevarmere på maven eller i nakken. Her er det kun: “Ahh”: Al udstyret bliver lagt på plads og vi siger farvel næsten lige så stille som vi sagde goddag. Vores ansigter er helt krøllede sammen og Bitten siger, vi sikkert er trætte når vi kommer hjem.

Og ja, træt det er jeg. Og krøllet. Men på den gode måde. Mine skuldre sidder hvor de skal i dag. Jeg ved godt de vil krybe op til deres elskede ører igen, men så tager jeg en omgang flødeskums-yoga mere hos Bitten.
Alle skulle prøve det her. Sygdom eller ej. Èn ting er, at man finder sin gamle krop igen men sindet lukker også døre op, så alle de mentale propper løsner sig så man bliver blød i sjælen. Det er næsten som at give sig selv en kæmpe krammer.

Man skal ikke gå ned på udstyr