”Hej mor, jeg har skrevet om dig på min blog. Vil du lige læse, om du er ok med det?”
Min ældste søn, Magnus Groth, som er chefredaktør på online spilmagasinet Gamereactor er i telefonen.
”Øh ja, jeg læser det lige igennem …”
Det gjorde jeg så, og græd så mine små salte tårer, som kun rørstrømske mødre kan. Eller rettere: Jeg hylede hysterisk og tørrede snot af i ærmet, mens jeg følte alt det gode: kærlighed, taknemmelighed og tilfredsstillelse.

Min bog udkom i oktober.
Jeg holdt en lille release-fest og solgte en del eksemplarer til venner, familie og kollegaer. Så gik der tid. Og mere tid. Jeg tænkte, mens jeg trommede med fingrene:
”Læser de den ikke?”, ”Er den mon kedelig?”, ”Er jeg gået over stregen?”
Jeg affandt mig med, at ting tager den tid, ting tager, slappede af og ventede.
…
Reaktionerne er tikket langsomt ind. De fleste jeg har fået, er gode – folk der mener, den er både velskrevet, informativ og fængende. Og det glæder mig selvfølgelig stort!
Så er der mine ”med-syge”, dem med sclerose – jeg fornemmer, den rammer lidt hårdt i maven. Når folk bliver kede af det, og måske græder bare over bagsidesteksten, bliver jeg lidt bekymret for, om det var det, jeg ville. At det dér med at den er til ny-diagnostiserede måske er en anelse kækt. At den måske skræmmer?
Og mennesker som er rigtig tæt på mig, har også reageret meget forskelligt. Måske fordi det er virkeligt mærkeligt at læse om sig selv i en andens opfattelse – min.
Desuden må jeg affinde mig med og respektere, at ikke alle har lyst til at dele deres reaktioner og betragtninger – den måde de opfatter min fortælling på, hvilket er så anderledes end den verden jeg kender fra musikken og scenen. Der mærker man straks og umiddelbart, om publikum er med er mod. Eller om de bare keder sig.

Bogen handler om mig. Den handler om alt det, der var svært at sige og snakke om. Det har været min mulighed for at få forklaret – én gang for alle – hvordan det var og er. Den går ud til dem, jeg kender og holder af, og den går ud til dem, der gerne vil/bør vide, hvordan en sådan livsforandring kan føles. Pårørende, læger, kollegaer og selvfølgelig de syge og de ramte. Min familie og mine venner er med som statister og figurerer ud fra min hukommelse og opfattelse. Jeg har prøvet at skrive det jeg oplevede ud fra mine øjenhuler og kun det. Jeg har ikke haft brug for at hænge nogen ud, for der er ikke nogen skurke. Det skulle da lige være sclerosen.

Jeg har skrevet om 15 år med en sygdom, om op- og nedture, om hvordan de var for mig for det er jo det eneste jeg ved. Jeg har skrevet om lysten til livet og latteren men jeg ser, at der er mange måder at læse på; mange måder at tage det ind på.

Jacob, min eksmand, havde selvfølgelig læst historien, da det var vigtigt for mig, at han kunne genkende og godkende sig selv, men mine børn, Magnus og William, læste først bogen efter den udkom og det har nok været det, der gjorde mig mest nervøs. Her er Magnus’ blogindlæg:

Og så falder det hele lidt på plads.
Hvis det er den opfattelse mine børn – og jeg håber, at William, den yngste, og min særdeles voksne papdatter er enig – har og har haft, så er jeg rolig, glad og lettet. Så har jeg både været med til at sikre dem, mine ynglingspersoner, en rimelig og bekymringsfri barn- og ungdom og samtidig nu i deres voksenliv, givet dem en indsigt, som jeg mener de kan bære som de fornuftige, empatiske og yderst charmerende unge mænd – og kvinde, de er er tryllet om til.
Og Magnus skriver han er stolt – sonny, her er det vist mami der er stolt!