Jeg kan godt lide at rejse. At se nyt. At opleve.
Jeg kan lide at komme væk hjemmefra, fordi det vækker min nysgerrighed, åbner mit sind og gør mig til en skarpere og mere synlig version af mig selv, fordi jeg ser og bliver set. Fordi jeg er nødt til at forholde mig til verden, når jeg er ude i den.
Men jeg har også bare nogen gange brug for at komme ud og tænke på noget andet. Jeg har brug for at blive distraheret og opleve dejlige ting, der ikke handler om stive ben og slæbning af indkøbsposer. Jeg har brug for ferie til mit lille hoved, til velvære, oplevelser og varme.
Så jeg rejser – eller gør nogen gange ting, jeg ikke har prøvet før.
Men jeg rejser ikke hvor som helst, og jeg undersøger gerne grundigt, før jeg kaster mig ud i noget. Der er jo en del ting jeg er nødt til at forholde mig til. Jeg går ikke særlig langt og en smule usikkert og så virker stress og nervøsitet som benzin på sclerose-bålet, så det forsøger jeg også at undvige.
Så planlægning og grundig research er mine kodeord.

Grunden til at jeg skriver dette er, at jeg formoder, at jeg ikke er den eneste, der har det sådan. Vi har alle sammen brug for at komme lidt væk, at opleve og se eller mærke noget vi ikke er vant til. Om det så er et kro-ophold i Thyborøn, en rundrejse i Asien eller en tur i den lokale svømmehal.
Måske viser det sig at rundrejsen er piece of cake, fordi du har hyret assistance i lufthavnen og bliver drønet rundt af den lille el-bip-bil og skider på at folk glor og har husket at tjekke at alle dine hoteller har elevator. Og måske er turen i svømmehallen et råddent projekt, fordi der er trapper, glat på gulvet og hundekoldt.
Nogle af erfaringer må man selv gøre sig, men jeg har besluttet at lave lidt public service og anmelde de steder jeg enten har været eller der jeg nu måtte komme i fremtiden. Det kan være et hotel, en lufthavn, et kursus. Noget hvor jeg selv har bekymret mig om forholdene og omstændighederne i forhold til min kunnen og min formåen. Jeg vil ikke være firkantet og uddele stjerner, hjerter eller kørestole – bare fortælle lidt om hvordan jeg oplevede det pågældende sted, og om det er noget jeg kan anbefale i forhold til det mentale udbytte. Og så selvfølgelig om de ydre omstændigheder gjorde det muligt for mig at nyde min oplevelse.

Jeg vil hermed også opfordre jer derude til at sende små anmeldelser – enten i kommentarfeltet eller til mig på mail og så vil jeg videregive dem. Jeg tænker vi kan hjælpe hinanden lidt?
Vi der lever med skavanker af den ene eller anden art, skal jo også ud og opleve både natur, kultur, andre folkeslag og fremmede verdner. Nogen har desuden brug for varme, andre for kulde, men hvor rejser man hen, på en sikker og rar måde, hvis man aldrig har været der før? Lad os dele erfaringerne: Hvor rejser du hen om vinteren? Har hotellet elevator? Hvor træner du? Kan man parkere? En restaurant med plads til kørestol? En storby der er nem at færdes i? Busser? Taxi? Metro? Koncerter? Det kan være så mange ting: noget du har kastet dig ud i, som viste sig at være det hele værd – eller det absolut modsatte …

Jeg vil i dag starte med at anmelde Hotel Skansen i Båstad, hvor min veninde Martha og jeg drog op en decembersøndag for at blive forkælet lidt.

Turen til Båstad er ikke lang i bil. Det tager ca. 45 min. Fra Helsingborg, og Båstad er en hyggelig og fin lille by, der ligger helt ud til havet. Byen rummer også en legendarisk udendørs tennisarena, der ligger lige ved hotellet – mere om den senere.
Efter den korte køretur parkerede vi på en handicapplads lige ved hoveddøren, klods op ad tennisbanen. Pyha, første bekymringns-issue gjort til skamme.
Vi kunne først få vores værelse kl. 15, men det vidste vi godt og styrede fluks mod koldbadehuset, som ligger ude i havet. Turen derud er kort, og der en fin, fast bro med gelænder. Vel inde i varmen var der lune omklædningsrum med god plads og brusere til lige at starte op på. Dejlig dame-sauna – mændenes ligger på modsatte side. Ikke at fælles sauna generer mig, men det er jo Sverige … Efter 15 minutter i saunaen var vi så klar til en tur i havet. Heldigvis en meget kort tur til det kolde gys: Der er en dør ud fra brusebadet og så ned ad trappen til havet. Trappen ned er lidt lang og – kold! Vandet var skønt – og koldt! Meget grumset og mudret havvand, men havvand var det og man bliver på mærkværdigste vis utrolig lykkelig i et splitsekund. Blodet ruller rundt derinde og man bliver helt glad i låget over noget iskoldt vand. Op i sauna igen. Ståltrappen var så kold, at jeg ærgrede mig over, jeg ikke havde taget mine usexede gule crocs med. Med hælkappen kan de nemlig sagtens blive siddende mens man dypper, og så bliver de ømtålelige fødder ikke så udfordrede op ad trappen. Gelænderet var heldigvis lavet af reb, for hvis det er stål er det uudholdeligt koldt at holde på, og det er vi jo nogen der er nødt til.

      

Efter et par ture i sauna og i havet lagde vi os i deres varme udendørs bassin og det var så skønt at vi måtte huje og juble som små teenagetøser (Der var ikke andre på det tidspunkt …) Der sad vi så i varmen under den grå himmel, ovenpå det grumsede hav og måtte til sidst tage en sidste tur i havet, inden vi smuttede under bruseren og overvejede en tår kaffe i den lille tilhørende bar/café med den buldrende pejs og panoramaudsigt, men vi havde mere på wellnes-programmet og måtte videre.
Vi fik nøgler til vores værelse, som lå flot med udsigt ud over Laholmsbukten, og vi kunne lige få plads til Marthas cava i køleskabet. Der er elevatorer flere steder, og de kører både halve og hele etager, så man kan snildt komme rundt.
Med i vores pris var en kagebuffet, og den tog vi for os af nu, hvor vi havde skiftet til hotellets slåbrok og dertilhørende sexy tøfler. Men her har alle lige præcis dén uniform på, så hvis man ikke vil stikke for meget ud, er det dét, man sjosker rundt i. Fine kager. Lækkert. Jeg har ikke sådan en sød tand og ville godt have haft en espresso, men det her er Sverige og her drikker man drypkaffe. Godt der så hørte et glas boblevand til, det kan nok måle sig med espresso!

      

Vi havde bestilt en fodmassage og jeg en hotstone og Martha en helkropsmassage. Disse ydelser koster ekstra og er ikke billige. Fodmassagen var dejlig, men viste sig at være en udfordring for mine fødder, der spasser over den mindste sten eller kilderi. Pigen der masserede var vist finsk og virkede meget forskræmt over mit svensk-danske , så jeg opgav at forklare om mine særlige spjæt-fødder – prøvede bare lidt anstrengt at slappe så meget af, som jeg kunne. Martha var meget tilfreds med sin fodbehandling.
Min hotstonemassage havde jeg glædet mig til. Har tit tænkt at det måtte være ekstra godt for mig og mine stive lemmer, men det var en skuffelse. Dejligt jo, men at få bevæget nogle varme sten op og ned ad ryggen, var ikke sådan jeg havde forestillet mig det. Og så for 775,- svenske kroner. Godt men ligegyldigt, hvis I spørger mig. Martha havde det på samme måde med sin helkropsmassage. Havde godt nok glædet mig til noget massage, der ikke gjorde ondt – før det gør det sgu når fysserne tager fat – men det her vil jeg mere karakterisere som veninde-massage. Sødt, rart og lidt for ufarligt. Der var så også lige ved at gå ged i aftalerne oppe på behandlingsgangen, som er en lille smule kinky med de små rum hvor damer og mænd bliver lukket ind og ud i ens slåbroks. Nå, men efter jeg havde ventet et kvarter, fik de plads til mig.

Efter endt massage nåede vi lige op på værelset, og fik et lille glas med bobler, inden vi svansede ned i restauranten – ikke i slåbrok!

Tre retter og en fin flaske vin. Udmærket mad. Mad, der ser pænere ud end det smager. Forretten var noget koldt, tyndt skivet kød, som vi var enige om måtte være stegen fra i går. Men med kantareller går det selvfølgelig. Resten var godt, men ubetydeligt. Så ubetydeligt, at jeg ikke kan huske hvad det var. Vinen var ok, kaffen var dyr (Her kunne man få espresso og cappuchino)
Der var ingen dans til den lyse morgen. Alt var stille og roligt, nydeligt og velordnet. Morgenbuffetten savnede absolut ingenting (utroligt, hvad folk kan proppe i sig, når der er bacon og pølser ad lib)

Inden vi startede bilen, måtte vi lige se på tennisbanen, som er dét, der én uge om året får Tisvilde til at blegne. I den uge kan man rende ind i Rafael Nadal, Serena Williams eller Hugh Grant og den lille by er proppet og stoppet. Martha prøvesad lige en af de vel nok billigste pladser og vi håber den er billig, for tennis kan man da ikke se. Til gengælde kan dem der går forbi se dig, så hvem ved – måske er det alligevel en af de mest eftertragtede pladser?

Efter lidt bøvl på tankstationen med motoren til benzindækslet (Sidder der en motor der??), hvor vi måtte ind bag et panel bag i Volvoen få at åbne dækslet manuelt, kom vi til Helsingør i godt humør med røde kinder og bacon i blodet.

Jo, jeg vil godt gøre det igen og vil gerne anbefale det! Dejligt forkælelsessted med overkommelig køretur. Absolut handicapvenligt og afstressende. Næste gang vil jeg nøjes med koldbadehuset, som virkelig var en god oplevelse og gratis, når man overnattede og vælge de dyre, lidt intetsigende behandlinger fra. Husk crocs, badesko eller lignende til den kolde trappe, når man nu ikke kan løbe op og ned af den.
Vi købte opholdet gennem Takeoffer og gav 995,- pr. person som bestod af overnatning, tre-retters menu, koldbadehus, afternoon tea med et glas bobler og gigantisk morgenbuffet.

Vinterbadning er fedt under de rigtige forhold – prøv det!!