Luksusmodellen

fullsizeoutput_2659En lille pause i Ubud, Bali.

Der var trapper overalt, da jeg var på Bali. Noget helt almindelig mennesker måske ikke lige tænker over, men noget et par trænede scleroseøjne straks observerer, lagrer, bedømmer og vurderer. Sværhedsgrad? Gelænder? Antal trin? Alternative veje til målet? Selve indgangen til dér hvor vi boede, var for eksempel én stor trappe – først op, så ned. Og intet gelænder. Så allerede der forsvinder lidt af den ellers planlagte ankomst-elegance.

Så var det godt, jeg havde mine pinde! Ja ja, jeg ved godt det hedder stave, men det er for at forsøge at retfærdiggøre, at man vel næppe kan kalde det vandring, det jeg foretager mig. Manden i den yderst velassorterede outdoorbutik var ellers fyr og flamme, da jeg kom ind i butikken og spurgte efter det aller ypperste inden for vandrestave. Han fremviste med stolthed de nyeste, letteste, mest sammenklappelige – og dyreste – og jeg var straks interesseret. Da jeg så, måske lidt undskyldende, proklamerede at de skulle kompensere for manglende muskel-power i benene og skulle bruges som balancestænger, gled hans opadpgående mundvige ned til stregmundsniveau:
”Så tror jeg, du skal tage dem her,” sagde han og rakte mig et par fra den nederste hylde, mens han spejdede efter hipster-typer med mudrede bjergstøvler i butikken, der bedre fortjente luksusgrejet.
Det var så det billigste eksemplar, kunne jeg se, og ikke fordi der er noget i vejen med billigt, for søren da, men det det var jo sammenklappeligheden og ultraweight jeg var ude efter. Og så ikke noget der siger: ”Klak, klak,” eller: “Se mig, jeg halter!” og får alle til at vende sig om.
“Jeg tager dem,” insisterede jeg, og pegede på den dyre, lydløse model.
Han solgte dem modvilligt til mig og uden begejstring.

Jeg er så glad for mine pinde. Jeg brugte dem op og ned af alle de små trin og trapper, og jeg travede endda lidt rundt i Ubud og på lokale markeder og det havde været svært uden dem. De kan klappes sammen og ligge i min håndbagage. De gør mig modig og mere mobil og så må jeg leve med at folk har meget svært ved at forstå kombinationen: haltende dame og vandrestave. Og så luksusmodellen! Om 14 dage skal de med mig til London.

fullsizeoutput_265aHer var det aldrig gået uden mine vandrepinde.

Dagbog fra Bali: 1

Bare at være tilstede

fullsizeoutput_2616

Skal jeg have to par shorts med – eller går jeg mon overhovedet i shorts? Måske kjoler er bedre? Lange og luftige? Korte med plads til bare ben? Hvor mange? Hvilke? Har jeg for meget tøj og hvis – hvorfor? Og sko, for pokker! Sko. Der er de pæne og så er der dem, jeg kan gå i. Det bliver et af hvert par. Og et ekstra … Panodiler og min medicin. Husk nu for helvede medicinen, Misen! For ikke at tale om bøgerne – men hvordan ved man hvilken én der er god, når man nu ikke har læst dem??
Og tøm skraldespanden.

I går ankom jeg til Bali. Jeg landede i Denpasar efter at have været ca. 17 timer undervejs. Turen gik fint – jeg brugte mange timer på at kigge ud ad det lille vindue og bare se på en vinge, lidt himmel og nogle skyer. Jeg tænkte også lidt, men kikkede mest bare ud. Lavede en lille boble rundt om mig, og deltog kun i verden, når stewardessen serverede noget for mig, eller når jeg skulle tisse. Det var en god boble. Fredelig og en nu-bliver-det-som-det-bliver-boble.
Jeg havde bestilt assistance i Singapore, hvor jeg mellemlandede, hvis jeg nu skulle risikere at skulle med lufthavnstog fra en terminal til en anden, eller et skilt hvor der stod: ”30 minutes to gate”. Jeg lod det være nogen andres ansvar, og kom på den lille bip-bip-bil sammen med to små svenske piger, der var på vej alene til Australien. At jeg så blev sat af 200 meter længere ned ad gangen, kunne jeg jo ikke vide på forhånd, vel? Og der blev kørt til, skulle jeg hilse og sige fra bagsædet!

IMG_2843

I Denpasar blev jeg strikst gelejdet hele vejen ud af den der overdækkede gangbros-dims (undskyld, jeg kan ikke de frække flyfraser), der går hele vejen ud til fly-hoveddøren af en utrolig hurtig dame og så op i en meget lav kørestol. Lidt akavet men over stok og sten gik det, og alle køer blev sprunget over, så jeg levede med at se dum ud. Det var så lige i overkanten, da de to piger (den ene tog sig af min kuffert den anden styrede lavliggeren) insisterede på at vente uden for døren til toilettet, hvor jeg baksede med at få de lår-høje, kinky støttestrømper af. Stramme at få på. Stramme at få af! Men vel spyttet ud af toldernes ingenmandsland, blev jeg hentet af Razali, som egentlig er fra Singapore og derfor kender både sprog og skikke, men også dansk og et velkendt ansigt.

Jeg er på skrivekursus. Lyder som en god undskylning for at tage helt til Bali, ikke? Det er det måske også, men for mig er det en to-i-ener. Varme til min slunkne vinterkrop og så samtidig blive holdt ørerne, så jeg kan få kommet ordentligt i gang med mit nye bogprojekt, men det vil jeg skrive mere om senere.

Nu er jeg her, og jeg har brugt det meste af dagen på at sidde og kigge på alt det grønne, ligge og så sidde lidt igen. Jeg har skrevet på en lille opgave, for der er også lektier for og jeg har kigget lidt i Turen går til Bali, men det er vist også det. Dagens begivenhed var afternoon tea (Espresso for mit vedkomende) serveret på terrassen.

fullsizeoutput_2619

Ellers har jeg bare været her. Tænkt lidt, men forbavsende lidt i forhold til min normale tænke/bekymre-standard. Det har stået ned i stænger, men det er varmt og det gør ikke noget. Jeg var lige ved at komme for sent til aftensmaden fordi jeg havde så travlt med ikke at lave noget. Jeg har bare været tilstede.

Så måske er det mere en tre-i-ener, vi er ude i, for udover varme og arbejde trænger mit lille hoved til at lære at slå fra, og lade nogle andre, noget andet eller bare tiden gøre arbejdet.

Dagens ord: Taknemmelighed