Misen 1983 – På stop til Amsterdam

Så kom nyheden vi var mange, der havde ventet på: Staten skal sælge cannabis til de syge.
Jeg synes der har ulmet en utålmodighed og en vis utilfredshed med den temmelig langtrukne beslutningsgang. Og der har været en del artikler og omtale omhandlende både kræft- og scleroseramte, der levende beskriver dilemmaet, om hvor vidt man skal kriminalisere sig for at få fred for smerter og spasmer. Om man som skolelærer kan ryge sig en aftenjoint på terrassen, for eksempel? Og nu lader det til, de endelig har besluttet sig derinde. Det er lidt svært at høre jublen, men er vi ikke glade, eller er der noget jeg ikke har fattet?
Ok, der er lidt uvished omkring tilskud – hvor dyrt bliver det for den enkelte? Og hvem kan egentlig få det? Det lader til, at indenfor en periode på 4 år vil ca. 1.500 mennesker kunne komme med i ordningen. Det er jo ikke vildt mange, når det nu tæller både sclerose- og kræftpatienter samt folk med rygmarvslidelser. Gad vide hvordan man vælger ud? Den der brokker sig mest? Den der jamrer højest? Den der har været syg længst? Håber, dem der har brug for det, får hvad de skal have og ikke risikerer og være nummer 1.501. Det ville være surt.

Jeg kommer i hvert fald ikke i betragtning. Jeg har ingen smerter og mine spasmer er til at håndtere. Ville jeg gerne have det? Måske.

I mine unge dage var jeg lidt af en vildbasse og røg sjov tobak fra tid til anden. Jeg husker godt virkningen. Da vi var helt unge og fulde af gas og spas var det sjovt. Om vinteren byggede vi igloer og snemænd i mørket og syntes vi var geniale. Om sommeren grinede vi os gennem de lyse nætter, om det var en myg der så utrolig sjov ud, eller om farven gul bare den dag, var hylende morsom.
Da vi blev lidt ældre og gik til fest blev man nogen gange mødt af den søde tobakslugt allerede i entreen, og når man så kom ind sad der folk på gulvet med små røde øjne, skæve smil og mjavede som katte. Nogen snakkede lavmælt og andre tågede allerede rundt ude i deres egne indre blomsterenge. Bevares, ind i mellem var der nogen der sprut-grinede, men det var en lukket fest i festen, så ingen andre forstod hvorfor, det pludselig var SÅ sjovt, at en eller andens hjemmestrikkede sokker var lilla. Efter en times tid faldt halvdelen af selskabet i søvn, resten tømte køleskabet for rugbrød og leverpostej som de så spiste med havregryn og oliven.
Det var så dér, jeg stod af. Det blev simpelthen for kedeligt. Det var ikke derfor, jeg gik til fest, så siden den gang, har jeg ikke haft behov for eller rørt sjov tobak. Jeg gik  tilbage til håndbajeren og nu – som ægte voksen (?) – drikker jeg lidt vin, hvis jeg da ikke sætter håret op til narrestreger og kaster mig ud i en gedigen GT eller en Cosmopolitan.

Ja, jeg er blevet 50. Jeg har haft sclerose i 16 år. Jeg sover dårligt, jeg har urolige ben og jeg tænker for meget – alt for meget. Den lille angst ligger altid på lur og der er langt mellem de bekymringsløse stunder og den latter, der ikke vil lade sig stoppe.
Jeg er ikke meget for sovepiller, og lykkepiller er nok ikke det, der gør mig lykkelig.
Og så var det jeg tænkte, at jeg måske alligevel er målgruppen!
Tænk, med én pille kunne jeg ordne hele molevitten. Jeg kunne sove som et murmeldyr og få lidt fred til den selvhelbredelse, som jeg er sikker på er der, og jeg kunne måske få et vaskeægte grineflip og opføre mig tosset og løssluppent i 5 minutter. At mine altid for spændte muskler kunne få lidt fred, og at mine skuldre måske kunne komme derned, hvor de hører til, ville bare være en fjer i hatten.

Det er jo nærmest en 3-i-en’er og hele tre ting på én gang, så måske går det ikke. Sove godt, grine højt og slappe helt af – det er måske for meget forlangt. At det så også kunne være noget af en befrier for både kroppen og sjælen, når man var voksen i soveværelset, ville bestemt ikke forringe mulighederne.

Så ja tak, til cannabis – også herfra.