Foto: William Groth

“Han tabte kampen”
Det er en talemåde vi hører meget, når nogen snakker om livstruende sygdomme. Man siger også:
“Hun vandt over kræften” eller endda: ”Han opgav kampen”
Måske lever disse udtryk så godt på grund af vores nuværende præstationskultur, hvor det ligger lidt i kortene, at du kan hvad du fysisk vil, hvis bare du har viljen.
Hvis man vinder over en diagnose, overlever man. Og ved at vinde signalerer man, at man er flittig, udholdende, viljestærk, dygtig, har overskud, power og i det hele taget er topfed.
Hvis man taber, dør man. Og oven i er man så erklæret taber, hvilket så igen signalerer at man er (var) svag, doven, magelig, viljesvag, kraftløs og i det hele taget lidt farveløs.
Det er i hvert fald nogle af de etiketter og opfattelser inden for konkurrencernes verden, hvor begreberne vinder og taber jo kommer fra. Her er det et faktum, at hvis du taber, må du øve dig/træne mere for at vinde. Hvis du er sej og udholdende nok, vil du også kunne vinde.
Er det rimeligt at dø af en sygdom og så samtidig tabe?

Og så er der skylden. For den skal taberen også bære på, for måske er du selv skyld i, at du taber? Skulle du have levet anderledes? Spist noget andet? Er det noget du gjorde en gang? Og hvad med nu? Gør du nok nu? Og gør du det rigtige? Er det din egen skyld, at du blev syg? Og er det din egen skyld, at du ikke bliver rask?
Er det ok at lide af en sygdom og så samtidig føle skyld?

Jeg er helt med på, at der er noget der hedder ansvar og at der er mange gode ting vi kan gøre for os selv i en given situation. Vi ved godt det ikke er sundt at spise ostepops og spille PS4 hele dagen og at grøntsager, luft og motion er godt for os, men om hvorvidt dén eller dén diæt/kur/detox/faste er den, der skal redde os, er svært på forhånd at vurdere. Og hvor lang tid har vi lige at løbe på, hvis vi skal prøve alle de forskellige retningslinjer af? Og har vi råd? Hvad nu hvis de skriver noget andet i avisen end de gjorde i sidste måned eller hvis vores venner alle sammen har deres foretrukne metoder? Hvad nu hvis vi vælger det forkerte?

Og gør det os glade? Glad måske ikke lige det ord, der ligger lige for, når man er allermest nede, syg og bange, men er det ikke dér, vi til gengæld har allermest brug for den mindste lille, bitte flig af glæden?
Jeg er klar over, at det virker for nogen og det er jeg oprigtigt glad for – tillykke til jer! Jeg er også helt klar over, at nogen er heldige – eller usandsynlig kloge – og vælger det rigtige fra starten. Om det så er spinatjuice eller tangsmoothies, er det da fedt, at I er nogen, der vinder over både skyld og diagnoser, det kan man da ikke sige noget til? Andet end at være en lille smule uklædeligt misundelig …

Og alligevel tænker jeg, at det må have været nemmere i gamle dage, hvor Gud eller noget større end os, bestemte. Hvor skyld ikke blev forbundet med mad eller kondi. For måske er der ting, der er ude af vores hænder? Om det er Gud, eller noget andet ved jeg ikke, men måske er der alligevel et øvre regnskab, en skæbne en mening eller en umening med det hele. Det ville i hvert fald nok være nemmere at tage på sig, hvis ikke skylden vejede så meget og hvis det handlede mere om at have det godt, mens vi er her.

Min mad er økologisk, jeg træner og prøver så vidt muligt at gøre det rigtige, men jeg nyder også livet, fordi et glas rødvin, en time i solen eller et ordentligt lag smør kan sprede små fragmenter af hverdagslykke ud over stunder, der ellers stod i de nedadvendte mundviges tegn. Jeg er livsnyder og det er jeg stolt af!

Men min sygdom er kronisk og jeg bliver aldrig rask.
Er jeg så en taber?