Marianne og jeg har lige været til træning, og vi skal nu ud og have belønningen i form af bønnesalaterne på Det Eksotiske Hjørne og den lille stærke kaffe til dessert. Vejret vurderes til spadsere-vejr – eller vralte-vejr – så vi starter ud på disciplinen 200 meter gakkede gangarter med stop undervejs ved Mariannes bil. Ikke at vi går så gakket igen, vi går bare langsomt og skal både snakke og justere retning ind i mellem. Hun mangler sin frakke, og det er altid på sin plads at holde en lille pause, så vi lige kan finde balancen og tage tilløb til de næste 50 meter. Marianne bøjer sig ind over bagsædet, og imens siger hun høfligt til mig:

“Gå du bare i forvejen, så kommer jeg.”
…

Jeg står lige og mærker efter, mens Marianne bakser med overtøjet.
“Og hvad havde du så tænkt dig?”, spørger jeg flabet. ” At løbe efter mig?”
…

Det splitsekund der går, mens vi kigger på hinanden er guld.
Og så sprutter vi, fniser tøse-hysterisk og ryster på hovedet af Mariannes vidunderlige forglemmelse.

For Marianne kan sgu da ikke indhente mig – og det er ikke fordi jeg er den, der piler af sted. Men Marianne kan altså kun gå nøjagtig lige så langsomt som jeg, og så er der altså ikke nogen der indhenter nogen her.
Det bedste var, at jeg var lige ved at købe den. Lige ved at sige:

“Ok.”

Åh, hvor kan man dog blive taknemmelig. Dér, midt på gaden, på Nørrebro. Over den latter der kommer nede fra maven, og som lige plasker op på stenbroen. Vi er bare to fjollede damer, der siger fjollede ting og når livets sorte alvor pludselig bliver sjov, så er det til at bære.